0
Læs nu

Du har ingen ulæste gemte artikler

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til dine gemte artikler, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er gemt Du har ulæste artikler blandt dine gemte artikler
Josep Lago/Ritzau Scanpix
Foto: Josep Lago/Ritzau Scanpix

Veteranen Katrine Lunde viste i anden halvleg af semifinalen, at hun stadig er noget særligt, når det drejer sig om at vogte et håndboldmål.

Norge spiller finale mod Frankrig, mens Danmark skal dyste om bronze med VM-værterne

De seneste nyheder fra sportens verden.

Håndbold. Danmark møder søndag Spanien i bronzekampen ved VM i Spanien. Fredag tabte Spanien til Norge med 21-27. Norge møder dermed Frankrig i finalen, der afvikles søndag efter bronzedysten. Norge var i teten i det meste af opgøret mod Spanien. Spanierne hang dog nogenlunde på i første halvleg. Norge førte 7-3 og 9-6, inden Spanien sluttede bedst af og fik udlignet til pausestillingen 11-11.

Men anført af en velspillende Stine Oftedal som playmaker og en stærk Nora Mørk som afslutter trak Norge i løbet af anden halvleg igen fra. Mørk, der skifter til Team Esbjerg til sommer, bragte Norge på 22-16 med 11 minutter tilbage af opgøret, og dermed var kampen reelt afgjort.

Fodbold. Topholdene i henholdsvis Bundesligaen og Serie A øgede deres forspring fredag aften. Bayern München vandt 4-0 over Wolfsburg og er nu ni point foran Dortmund, mens Inter besejrede bundholdet Salernitana 5-0 og dermed er fire point foran AC Milan. For Bayern scorede Robert Lewandowski en enkelt gang.

Badminton. Anders Antonsen, der efter Viktor Axelsens tidlige nederlag og Kento Momotas afbud er højest seedede spiller tilbage i mændenes singlerække ved VM, er klar til lørdagens semifinale. Fredagens malaysiske kvartfinalemodstander Lee Zii Jia blev skadet, og derefter vandt Antonsen 12-21, 21-8, 11-1 (Lee opgav). I semifinalen venter Singapores Kean Yew Loh, der sendte Axelsen ud af VM. Den anden semifinale bliver et rent indisk opgør mellem Lakshya Sen og Srikanth Kidambi.

Sent fredag aften besejrede Kim Astrup og Anders Skaarup Rasmussen tyskerne Mark Lamsfuss og Marvin Seidel i en hæsblæsende kvartfinale, hvilket fordobler den danske medaljehøst. 26-28, 21-13, 21-9 vandt danskerne, der nu er i semifinalerne og ligesom Anders Antonsen mindst sikret en bronzemedalje. Lørdag venter det kinesiske par He Jiting og Tan Qiang, der overraskende er i semifinalerne.

Tv. 134,5 meter! Med mindre pandemien forårsager en aflysning, så skal du have fat i fjernbetjeningen for at zappe til en ny kanal. Efter at DR har sendt fra det traditionsrige nytårsskihop i Garmisch-Partenkirchen i 60 år, har Viasat erhvervet rettighederne til vovehalsenes nytårsmøde. Sportsbegivenheden 1. januar har årligt samlet flere hundrede tusinde seere hos DR på en dag, hvor sofaaktiviteter typisk har højeste prioritet, men sendes på 2022’s første dag på den nye tv-kanal See, som erstatter Xee-kanalen. Skihopkonkurrencen i Garmisch-Partenkirchen, der er en del af den tysk-østrigske Firebakketurnering indledes 29. december og afsluttes 6. januar, kan også ses på streamingtjenesten Viaplay.

Corona. For andet år i træk er det store sportsshow i Jyske Bank Boxen i Herning aflyst. Det sker på baggrund af myndighedernes nyeste restriktioner, der er blevet vedtaget fredag. Det oplyser Danmarks Radio (DR) på sin hjemmeside. Showet er et samarbejde mellem Danmarks Idrætsforbund (DIF), DR, MCH, Team Danmark og Sport One. Sport 2021 skulle have været afviklet 8. januar, men DR arbejder på et alternativ på et senere tidspunkt.

Corona. Håndboldhaller og ishockeyarenaer risikerer tomme tribuner i den kommende tid. Som følge af stigende coronasmitte har regeringen fredag indstillet til Folketingets Epidemiudvalg, at man lukker for betalende tilskuere til sportsarrangementer. Det oplyste sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på et pressemøde i Statsministeriet fredag eftermiddag. Forslaget skal dog først godkendes i Folketingets Epidemiudvalg.

Svømning. Julie Kepp Jensen svømmede med 53,30 sek. sin næsthurtigste 100 meter nogen sinde, da hun blev nr. 14 ved kortbane-VM i Abi Dhabi. Semifinalerne lagde op til en interessant finaleduel mellem svenskeren Sarah Sjöström (51,53 sek.) og Siobhan Haughey fra Hongkong (51,82 sek.). Haughey indledte stævnet med at tage verdensrekorden i 200 meter fri fra Sjöström, der til gengæld bidrog til, at Sverige i dag vandt VM-guld i 4x50 meter medley med en tangering af USA’s verdensrekord på 1.42,38 min. Louise Hansson slog sin egen nordiske rekord i 50 meter rygcrawl på førsteturen, og 28-årige Sjöström svømmede verdens hurtigt butterfly-split med 23,96 sek. Efterfølgende vandt lillesøster Sophia Hansson bronze i 50 meter brystsvømning, Michelle Coleman blev nr. 9 i 100 meter fri og Louise Hansson kronede en fantastisk svensk aften med guldet i 100 meter rygcrawl, hvor hun med 55,20 sek. tog den nordiske rekord, der tidligere tilhørte Mie Ø. Nielsen med 55,99 sek.

Fodbold. Landsholdets Nations League-kampagne indledes med to opgør på udebane, inden Kasper Hjulmands tropper afslutter foråret med to kampe på hjemmebane. Kampkalenderen for Nations League-turneringen ser sådan ud:

  • 3. juni: Frankrig-Danmark
  • 6. juni: Østrig-Danmark
  • 10. juni: Danmark-Kroatien
  • 13. juni: Danmark-Østrig
  • 22. september: Kroatien-Danmark
  • 25. september: Danmark-Frankrig

Landstræner Kasper Hjulmand vurderer, at Frankrig har det stærkeste hold set på individuelle spillere og bredden. »Der er måske andre nationer, der har mere i deres spil rent kollektivt, men Frankrig har måske 25 spillere på allerhøjeste niveau. Deres nummer 20 spiller Champions League i hver runde. Det er på et andet niveau end de fleste«, siger Hjulmand til Ritzau og tilføjer, at fire kampe på ti dage efter en lang ligasæson bliver noget af en opgave: »Jeg tror, at man vil se utroligt mange udskiftninger på alle hold, og der vil være flere ubekendte faktorer: Hvem er egentlig klar til at spille, hvem er slidt ned, og hvor meget saft og kraft er der i benene hos den enkelte på det tidspunkt?«

Fodbold. 2022-2023-udgaven af Nations League kan blive den sidste i det nuværende format. ESPN skriver ifølge Ritzau således, at Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) er nået til enighed med det sydamerikanske forbund, Conmebol, om at indlemme de ti sydamerikanske topnationer i Nations League.

Motorsport. Efter at have haft udelukkende europæiske præsidenter siden stiftelsen i 1904, har Den Internationale Automobilsportsunion (FIA) valgt Mohammed Ben Sulayem fra De Forenede Arabiske Emirater som ny præsident. 60-årige Mohammed Ben Sulayem, der er tidligere rallykører og frem til præsidentvalget havde status som en af 14 vicepræsidenter i FIA, afløser franskmanden Jean Todt.

Skisport. Norske Aleksander Aamodt Kilde sejrede fredag i mændenes super-G i Val Gardena i Italien. Med tiden 1.25,91 minutter henviste han østrigerne Matthias Mayer og Vincent Kriechmayr til de sekundære placeringer.

Håndbold. Aalborg-spilleren Martin Larsen skal for tredje gang i karrieren opereres som følge af et ødelagt korsbånd. Han blev skadet i onsdags i en kamp mod Skive, og efter en skanning står det klart, at han skal under kniven. »Det er selvfølgelig rigtig hårdt lige nu, men jeg ved, at jeg i fællesskab med klubben og min familie nok skal komme igennem denne svære periode«, siger den 29-årige back til klubbens hjemmeside.

Fodbold. Det Svenske Fodboldforbund (SVFF) har præsenteret en ny landsholdsaftale, som ligestiller mænd og kvinder. Danmark er nu det eneste land i Norden, hvor arbejdet med ligestilling for landsholdene endnu ikke har mundet ud i ligeløn. »Vi er glade, og det føles godt, at en ny aftale er på plads. Det her er en yderligere hjælp på vejen til at give os de bedst mulige forudsætninger for at lykkes på banen«, siger det svenske kvindelandsholds anfører, Caroline Seger, ifølge Ritzau.

Fodbold. Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) forudser, at et VM hvert andet år vil ramme europæisk fodbold økonomisk. En rapport udarbejdet af konsulentfirmaet Oliver & Ohlbaum viser således, at et VM hvert andet år kan føre til manglende indtægter i europæisk fodbold for 18-22 milliarder kroner over en fireårig periode. »De alarmerende fund i rapporten, som rejser alvorlig bekymring for bæredygtigheden for de europæiske forbund, kommer oveni mange bemærkninger om effekterne på flere områder af spillet og turneringer«, meddeler Uefa.

Sejlsport. På en dramatisk dag med en kollision mellem Storbritannien og Japan forud for dagens tredje sejlads opnåede den danske båd med Nicolai Sehested som skipper placeringerne 4, 5 og 4 ved SailGP-stævnet i Sydney. Det placerer den danske båd på en sammenlagt 4.-plads inden lørdagens to sidste indledende sejladser.

Svømning. Julie Keep Jensen indledte sin deltagelse med kortbane-VM i Abu Dhabi med at svømme sig videre til semifinalen i 100 meter fri, der er den første af hendes fire discipliner ved stævnet. Hun blev i det indledende heat nummer 14 med 53,63 sek., der er 9/10 sek. fra hendes bedste tid fra DM i 2020.

Fodbold. Everton vandt et point på banen, da holdet fik 1-1 med hjem fra Premier League-mødet med Chelsea. De tilrejsende fans fra Liverpool-klubben tabte derimod på lægterne. Homofobiske tilråb mod en Chelsea-spiller får nu Everton-ledelsen til at rette kritik mod egne fans. »Everton fordømmer de homofobiske tilråb rettet mod en Chelsea-spiller her til aften (torsdag) på Stamford Bridge«, skriver klubben på Twitter. »En sådan opførsel er uacceptabel og repræsenterer ikke klubbens værdier eller vores samlede fanbase«. Evertons homoseksuelle fangruppering Rainbow Toffees skrev på Twitter, at der var blevet sunget en sang om en ’Chelsea Rent Boy’, der refererer til en homoseksuel mandlig prostitueret.

Fodbold. Den danske Brentford-træner Thomas Frank advokerede torsdag for at sætte Premier League på pause en lille uges tid, så klubberne kan få styr på coronasmitten, der også torsdag førte til aflysning af et opgør. Liverpool-bossen Jürgen Klopp mente efter 3-1-sejren mod Newcastle ikke, at der er behov for en pause. »Jeg kan ikke rigtig se pointen, da virusset stadig vil være der efter pausen«, siger Klopp ifølge Ritzau. Torsdag måtte Liverpool undvære Virgil van Dijk, Fabinho og Curtis Jones grundet potentiel coronasmitte. »Alle mindre drenge er fuldt vaccinerede, og nogle har fået tredje dosis, men man kan alligevel blive smittet. Gaven, forskerne har givet os, er, at man kan komme igennem det at blive smittet uden de store problemer«, siger tyskeren.

Fodbold. I Qatar er en tidligere VM-pressemedarbejder, Abdullah Ibhais, blevet idømt tre års fængsel. Ifølge dommen har han uretmæssigt tilegnet sig statsmidler. Det skriver BBC, der tilføjer, at rettergangen, som foregik uden Ibhais, varede under et minut. Abdullah Ibhais afviser anklagerne. Han mener, at han bliver straffet for sin kritik af håndteringen af en migrantarbejderstrejke i landet i august 2019. Qatar er om et år vært for VM i fodbold og er grundet massive krænkelser af menneskerettighederne under kraftig beskydning fra det internationale samfund.

Håndbold. Den forsvundne iranske VM-spiller Shaghayegh Bapiri er dukket op på en video, som TV 2 Sport har modtaget. Her fortæller 30-årige Bapiri ifølge Ritzau, at hun forlod den iranske landsholdslejr for at søge asyl i et andet land. »Jeg sender denne video for at fortælle alle, at jeg har det godt, og at jeg er i sikkerhed«, lyder det fra Shaghayegh Bapiri i videoen ifølge TV 2 Sport. Hun siger videre, at hun håber ’at kvinder i mit hjemland ikke vil blive opfattet som andenrangsborgere og blive tvunget til at gøre ting, de ikke ønsker at gøre’. Også fire spillere fra Cameroun er forvundet under VM.

Læs mere:

Annonce