Skihop. Ryoyu Kobayashi har fået en god start i jagten på endnu en sejr i den årlige firebakketurnering i skihop. Onsdag vandt japaneren, da den første konkurrence blev afviklet i tyske Oberstdorf. Kobayashi var nummer fem efter den første af to runder af hop, men med dagens længste hop i anden runde endte han som vinder. Bag ham endte en trio af nordmænd i form af Halvor Egner Granerud, Robert Johansson og Marius Lindvik. Den førende i World Cup-stillingen, tyske Karl Geiger, blev nummer fem. Ryoyu Kobayashi vandt for tre år siden firebakketurneringen på suveræn vis. Han vandt således samtlige fire konkurrencer. Næste gang, verdens bedste skihoppere skal i aktion, er i det traditionsrige nytårsskihop i Garmisch-Partenkirchen. Derefter venter to konkurrencer i østrigske Innsbruck og Bischofshofen henholdsvis 3. og 6. januar. Firebakketurneringen er blevet afholdt siden 1953.
Fodbold. Tyske myndigheder kigger ifølge den tyske tv-station WDR på, om Bayern München har overtrådt regler om minimumsløn. Det skriver nyhedsbureauet dpa. Det er efter sigende flere medlemmer af den tidligere og nuværende ledelse, der undersøges for brud på loven om minimumsløn. I følge dpa er det tidligere trænere på ungdomsakademiet, der har fortalt, at de har arbejdet mere end deres betaling som deltidsansatte tillod. Ingen myndigheder har bekræftet undersøgelsen, men Bayern-direktør Oliver Kahn har oplyst, at klubben vil gøre, hvad den kan for at hjælpe med undersøgelsen.
»Selvfølgelig samarbejder vi fuldt ud med myndighederne i den her sag. Det er i vores interesse, at tingene bliver ordentligt belyst«, siger Oliver Kahn til dpa.
Skisport. Onsdag leverede to finske søskende noget meget sjældent i langrendseliten. Iivo Niskanen (29 år) vandt mændenes 15 km klassisk på første etape af Tour de Ski, der blev afviklet i schweiziske Lanzerheide, og hans storesøster Kerttu Niskanen (33) vandt kvindernes 10 km klassisk samme sted. Klasse.
LeBron James er nu noteret for 36.001 point i NBA.
Basketball. Stjernespilleren LeBron James skrev sig natten til onsdag ind i historiebøgerne og rundede endnu en milepæl i NBA. Foruden at blive Los Angeles Lakers’ topscorer med 32 point i kampen mod Houston Rockets, kunne han også som den kun tredje spiller notere mindst 36.000 point i NBA. Han nåede med kampen op på i alt 36.001 point. Foruden LeBron James har kun Kareem Abdul-Jabbar med 38.387 point og Karl Malone med 36.928 scoret flere. Kobe Bryant og Michael Jordan er henholdsvis nummer fire og fem på listen over de mest scorende.
Tennis. Den omstridte australske entertainer Nick Kyrgios har ikke spillet siden Laver Cup i september, men har nu fået wildcard til to opvarmningsturneringer i optakten til Australian Open. Han starter i Melbourne Summer Set og fortsætter derefter i Sydney Tennis Classic. »Jeg har trænet hjemme i Canberra og i Sydney, og jeg er veloplagt efter en forlænget pause fra tennis. Jeg vil gøre alt for at give tennisfans et godt show«, siger Nick Kyrgios, der også har været gennem coronasmitte, til ATP-hjemmesiden.
Corona. Endnu en spiller har måttet trække sig på grund af en positiv coronatest ved VM i Dart i England. Onsdag meddelte turneringen på Twitter, at Dave Chisnall er blevet smittet og derfor er ude. Det betyder, at Luke Humphries ikke skal i kamp onsdag og dermed stryger direkte i ottendedelsfinalen. Tirsdag var det den tidligere verdensetter Michael van Gerwen, der måtte forlade VM på grund af en positiv coronatest, og samme skæbne led Vincent van der Voort også tidligere.
Ishockey. Det er stensikkert, at ingen af spillerne fra NHL kan deltage i de olympiske vinterlege. Det blev offentliggjort i sidste uge. Nu kan der dog være et lille smuthul for nogle at de spillere, der spiller i AHL – NHL’s udviklingsliga. »Det skal være, hvis de selv går til klubberne og spørger, om de kan få fri, fordi det er en once in a lifetime-oplevelse«, fortæller den danske landstræner Heinz Ehlers. Derefter er det op til klubberne at give spillerne lov eller ej. Og selvom der altså er en lille åbning, regner landstræneren ikke med at se Joachim Blichfeld, Mads Søgaard, Alexander True eller Jonas Røndbjerg.
Skiløb. Den 29-årige nordmand Aleksander Aamodt Kilde vandt onsdag sin tredje World Cup-sejr i træk i Super-G-løbet i italienske Bormio. I december vandt han både super-G-løbet samt styrtløbet i Colorado, og for to uger siden sejrede han også i super-G i Val Gardena. Det betyder, at han er den første mandlige skiløber til at vinde tre super-G-løb på stribe siden december i 2016.
Corona. Pandemiens raseren rammer nu også Real Madrid og flere af klubbens nøglespillere. Onsdag har Real Madrid meddelt, at Thibaut Courtois, Federico Valverde, Eduardo Camavinga og Vinicius Junior er blevet testet positive. Den spanske storklub skal i aktion søndag mod Getafe på udebane i La Liga. Tidligere i december har Real Madrid haft adskillige spillere smittet. Blandt andre Luka Modric, Marco Asensio og David Alaba.
Fodbold. FC Barcelona er ramt af et større coronaudbrud i truppen, hvor syv spillere lige nu er i isolation på grund af en positiv coronatest. Det betyder, at alle syv spillere formentlig er ukampdygtige før udekampen mod Mallorca i La Liga på søndag, som åbner kalenderåret 2022. De syv spillere, der er ude er backerne Jordi Alba, Alejandro Balde og Dani Alves, midtbanespilleren Gavi, stopperen Samuel Umtiti og kantspilleren Ousmane Dembélé
Håndbold. Torsdag var der lagt op til nytårshåndbold, da hele den bedste danske liga hos mændene skulle i kamp over syv opgør. Nu er fire af kampene udskudt på grund af coronasmitte i flere forskellige trupper. Det drejer sig om kampene Ribe/Esbjerg-Skjern, TTH Holstebro-Skive, Mors/Thy Håndbold-Lemvig-Thyborøn Håndbold og TMS Ringsted-SønderjyskE. De nye datoer er endnu ikke fundet.
Jürgen Klopps mandskab skal oppe sig, hvis det vil gøre sig forhåbninger om at indhente Manchester City i toppen af Premier League.
Fodbold. Tirsdag aften sakkede Liverpool endnu længere bag Manchester City i toppen af Premier League, da holdet på udebane måtte se sig slået af Leicester og særligt Kasper Schmeichel, der viste absolut topform. Liverpools manager, Jürgen Klopp, var utilfreds med sit mandskab og meget klar i mælet efter kampen. »Det krævede en del ikke at score. Vi havde ret mange muligheder. Der var ikke mange ting i vores spil i aften, jeg syntes om, så vi er nødt til at forbedre os«, siger Jürgen Klopp ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Han brugte også skarpe vendinger verørende håbet om at indhente Manchester City, der lige nu ligger på førstepladsen med 47 point, mens Liverpool på en andenplads og Chelsea på tredjepladsen er á point med 41. »Det var ikke vores plan at give City chancen for at rykke fra. Hvis vi spiller som i aften, kan vi ikke gøre os forhåbning om at indhente City«, siger tyskeren efter nederlaget på 0-1.
Afbud fra Novak Djokovic til holdturneringen ATP Cup har skabt stærk tvivl om hans deltagelse i Australian Open.
Tennis.Mændenes verdensetter Novak Djokovic har officielt meldt afbud til ATP Cup i Sydney, der skal påbegyndes 1. januar. Afbuddet øger dermed tvivlen om, hvorvidt Djokovic har tænkt sig at deltage i grand slam-turneringen Australian Open, som han har vundet ni gange. Deltagelse i begge turneringer kræver coronavaccination, men indtil videre har Djokovic ikke villet svare på, om han er vaccineret eller har i sinde at blive det.
NFL. Ikonet John Madden er torsdag morgen amerikansk tid gået bort ganske uventet. Han var et stort navn i NFL og kunne både skrive spiller og træner på sit cv. Han blev 85 år. I 1976/77 sæsonen førte han Oakland Raiders til triumf i Super Bowl, og i 2006 blev han optaget i NFL’s Hall of Fame som træner. Efter karrieren som både spiller og træner fortsatte han som kommentator i 30 år.
Skak. Den norske verdensmester Magnus Carlsen måtte tirsdag vinke farvel til en titel, da han ved VM i hurtigskak i Warszawa måtte nøjes med en tredjeplads. Han startede ellers på førstepladsen på finaledagen, men det 13. og sidste parti blev afgjort i omkamp og uden Carlsen som en del af de to finaledeltagere. De to bedste blev ifølge NTB fundet efter en udregning baseret på spillernes relative styrke, og her var Carlsen kun tredjebedst. Den afgørelse faldt dog ikke i god jord hos Magnus Carlsen. »Omspil om sejren er den rigtige måde at gøre det på, men så skal alle med samme pointantal være med i omspillet. Andet er ganske enkelt forkert. Det er idiotisk. Enten spiller ingen eller alle«, siger Magnus Carlsen til NRK.