Fodbold. Den største Premier League-kamp søndag var duellen på Stamford Bridge mellem Chelsea og Liverpool. Opgøret fik en skidt optakt for Chelsea, da manager Thomas Tuchel sendte stjerneangriberen Romelu Lukaku ud af truppen, fordi belgieren til Sky Italia havde kritiseret forholdene i London-klubben. Hjemmeholdet kom også tidligt bagud, da Sadio Mané scorede i 9. minut, og situationen blev forværret, da Mo Salah senere i første halvleg øgede til 2-0. Alligevel slog Chelsea godt tilbage og udlignede ved Matteo Kovacic og Christian Pulisic til 2-2 før pausen. Anden halvleg blev målløs, og dermed profiterede topholdet Manchester City igen af forfølgernes manglende evne til at vinde. Det ligner mere og mere en tidlig afgørelse på mesterskabsstriden.
Fodbold. Med fire danske spillere i startopstillingen (Mads Bech, Mads Rørslev, Christian Nørgaard og Matthias Jensen) skulle Brentford og holdets danske manager Thomas Frank søndag eftermiddag hjemme udfordre Aston Villa. Det startede skidt, da Danny Ings bragte Aston Villa i spidsen, men på oplæg fra Mads Rørslev udlignede Yoane Wissa. Og det var også Mads Rørslev, der med en træffer cirka 10 minutter før slutfløjt via en 2-1-sejr hentede de tre point til hjemmeholdet.
Mads Rørslev havde en stor søndag for Brentford med en assist og en scoring, da hans hold sejrede 2-1 over Aston Villa i Premier League.
De to andre eftermiddagskampe, Leeds-Burnley og Everton-Brighton, resulterede i en ny nedtur for Everton-manager Rafa Benitez, da gæsterne fra Brighton på Goodison Park vandt 3-2. Dermed bed Brighton sig fast i tabellens top-10, mens Everton halter langt efter. Bundopgøret Leeds-Burnley sluttede 3-1 til Leeds, mens kampen Southampton-Newcastle var aflyst af coronaårsager.
Håndbold. Odense Håndbold er hidtil umulig at besejre i denne sæson i kvindernes liga. Søndag eftermiddag tog fynboerne sin 14. sejr ud af 14 mulige, da Silkeborg-Voel kom på besøg. Det var dog lige ved at blive spændende. Gæsterne var undervejs i anden halvleg tæt på at komme helt tilbage på omgangshøjde efter Odenses pauseføring på 16-11, men værterne holdt hovederne kolde og fik fuld gevinst med en sejr på 30-27. Odense har nu 28 point på førstepladsen. Silkeborg-Voel har tabt tre kampe i streg og er på sjettepladsen med 13 point.
Fodbold. En status som rekordindkøb og succes i de seneste kampe hjælper intet, når man er lidt for åbenmundet i et interview. I hvert fald ikke når træneren hedder Thomas Tuchel. Ifølge flere britiske medier har han vraget den belgiske stjerneangriber Romelu Lukaku til søndagens topbrag mod Liverpool. Ikke bare til startopstillingen, men til truppen. Det sker, efter at Lukaku i et interview med det italienske medie Sky Italia erklærede sig ’utilfreds’ med sin situation i Chelsea.
»Træneren har valgt at spille med et andet system. Jeg er bare nødt til ikke at give op og fortsætte med at arbejde og være professionel. Jeg er ikke tilfreds med situationen, men jeg er en arbejdshest, og jeg må ikke give op«, sagde Romelu Lukaku blandt andet. Derudover fortalte Lukaku, at han meget gerne ville retur til Inter og Italien i løbet af sin karriere. Og ikke bare i karrierens efterår lod den 28-årige angriber forstå.
Tuchel fortalte på et pressemøde fredag, at han ville håndtere sagen internt og tage en snak med Lukaku, men han gjorde det klart, at han ikke var begejstret for belgierens udtalelser. »Jeg bryder mig ikke om det, for det skaber støj, som vi ikke har brug for. Det er bare ikke behjælpeligt«, sagde den tyske Chelsea-træner.
Cykling. Så gik den ikke længere for den 27-årige belgiske superstjerne og tidligere tredobbelte verdensmester i cykelcross Wout van Aert. Efter syv sejre i træk skulle der i World Cup-afdelingen i den terrængående disciplin i Hulst imidlertid et uheld med kæden til for, at konkurrenterne fik ram på belgieren. Ganske kort efter starten, da van Aert allerede havde kæmpet sig frem blandt de forreste, fik han maskinskade, og inden den var udbedret, var han sendt langt agterud. Van Aert kom på cyklen igen, og efter en forrygende fight lykkedes det ham at passere målstregen på en fjerdeplads. Det var imidlertid umuligt for ham at nå helt frem til fronten, hvor den 22-årige britiske OL-guldvinder på mountainbike Tom Pidcock sejrede 12 sekunder foran belgieren Eli Iserbyt, der nu er samlet World Cup-vinder med to løb tilbage. Van Aert var 1.09 minut bagud som nr. 4. Hos kvinderne vandt den hollandske verdensmester Lucinda Brand for 15. gang i 24 starter i denne sæson, da hun på sidste omgang distancerede sin 19-årige landsmand Puck Pieterse med 10 sekunder.
Getafes 24-årige tyrkiske angriber Enes Ünal scorer her sejrsmålet i søndagens opgør mod Real Madrid.
Fodbold. Real Madrid fik søndag en skidt start på kalenderåret 2022 med et overraskende 0-1-nederlag ude til Getafe i La Liga. Det var Real Madrids blot andet liganederlag i denne sæson, men holdet fører fortsat den bedste spanske række med 46 point efter 20 kampe. Sevilla er nr. 2 med 38 point efter 18 kampe.
Coronavirus. Lige nu er der ingen planer om, at danske atleter skal blive væk fra vinterlegene i Beijing om en måneds tid. Men hvis coronasmitten eksploderer i Beijing, er det en anden situation, og så kan Danmark ende med ikke at deltage. Det oplyser Hans Natorp, formand i Danmarks Idrætsforbund (DIF). »Hvis der er en sikkerhedsrisiko for vores atleter, som vi ikke kan stå inde for eller håndtere, tager vi ikke afsted. Det handler ikke kun om corona, men er en helt generel tilgang«, siger Hans Natorp til DR Sporten. Tidligere søndag har Canada tilkendegivet, at landet vil drøfte en udsættelse af vinterlegene, hvis coronasituationen kommer ud af kontrol.
Tennis. Holger Rune (18 år, nr. 103) vandt sin første kamp i kvalifikationen til Adelaide International (ATP 250), da slutfacit mod indiske Ramkumar Ramanathan blev 6-4, 7-6 (9/7) i dansk favør. I næste runde skal Rune møde 26-årige Juan Pablo Varillas fra Peru (nr. 129). Hos kvinderne er Clara Tauson klar til 1. runde ved Melbourne Summer Set (WTA 250), hvor den 19-årige dansker (nr. 44) skal møde den 24-årige ukrainer Anhelina Kalinina (nr. 52).
Tennis. Kommer den forsvarende mester, verdensetter Novak Djokovic, til at spille grand slam-turneringen Australian Open om to uger? Det spørgsmål har tennisverdenen stillet sig selv gennem flere måneder. Men nu er afklaringen lige oppe over. Det siger i hvert fald chefen for Australian Open, Craig Tiley, til Nine Network ifølge AFP. »Der er stadig nogle ting, som skal afklares, og jeg tror, det vil blive afklaret i de kommende dage«, lyder det fra Tiley. Det hele handler om den serbiske stjernes vaccinestatus. Myndighederne i staten Victoria, hvor Melbourne ligger, kræver således, at kun coronavaccinerede spillere kan stille op i år, og Djokovic har hidtil ikke villet oplyse, om han er vaccineret eller agter at blive det.
Håndbold. Odense Håndbold har skrevet kontrakt frem til sommer med den 19-årige målvogter Mathilde Bengtson. Det skriver klubben i en pressemeddelelse. Hun kommer ind som den tredje målvogter i truppen hos det forsvarende mesterhold. Bengtson kommer fra klubbens eget talentcenter og tiltræder med øjeblikkelig virkning.
Fodbold. Den tidligere Esbjerg-spiller Jens Jørgen Hansen er død natten til søndag i en alder af 82 år. Det skriver klubben på Twitter. Forsvarsspilleren optrådte fra 1958 og frem 359 gange for den vestjyske klub. Han var med til at vinde fire DM-titler i 1960’erne. Derudover blev det til 40 A-landskampe.
Håndbold. Viborg HK har valgt at rykke venstrefløjen Laura Holm fra U19-holdet op i ligatruppen. Det sker, fordi rutinerede Maria Fisker er gravid. Det oplyser klubben på sin hjemmeside. »Først og fremmest er vi bare rigtig glade på Marias og Jeppes vegne, og selv om det lyder helt vildt, er der jo bare noget, der er større end håndbold«, siger cheftræner Jakob Vestergaard til vhk.dk. Det er anden gang i karrieren, den nu 31-årige spiller tager en pause fra håndbolden for at forøge familien. Hun har i forvejen en søn.
Fodbold. Fire spillere i den franske storklub Paris Saint-Germain er blevet smittet med coronavirus, og blandt dem er stjerneangriberen Lionel Messi. Det beskriver hovedstadsklubben på sin hjemmeside. Foruden Messi er også Juan Bernat, Sergio Rico og Nathan Bitumazala testet positive for coronavirus. Alle fire er nu sendt hjem i isolation i henhold til forskrifterne, skriver PSG på sin hjemmeside. Dermed går Messi og de tre holdkammerater glip af mandagens pokalkamp mod Vannes fra de lavere rækker.