Fodbold. For første gang siden februar 1980 forlod Wolverhampton Old Trafford med en sejr, da Manchester United blev besejret 1-0 på et sejrsmål af Joao Moutinho efter 81 minutter. Den 35-årige portugiser scorede med et fladt langskud efter en returbold fra United-forsvaret. Manchester United var ubesejret i de otte foregående ligakampe, men har nu tabt fire hjemmekampe i denne Premier League-sæson.
Fodbold. Yussuf Poulsen er tilbage på træningsbanen for RB Leipzig, der har måttet undvære den danske landsholdsangriber i 8 kampe i Bundesligaen, siden han blev skadet i Danmarks EM-kamp mod Færøerne 12. november. Også Lukas Klostermann og Sidney Raebiger er klar igen efter skader, men RB Leipz må til gengæld se bort fra André Silva, Christopher Nkunku og Solomon Bonnah, der alle er testet positive for coronasmitte. Bundesligaen genoptages på lørdag, når RB Leipzig møder Mainz.
Fodbold. Kort nyt fra transfermarkedet:
- Den 37-årige brasilianske forsvarsspiller Thiago Silva har forlænget kontrakten med Chelsea til sommeren 2023.
- Michael Cuisance skifter til italienske Venezia fra Bayern München, hvor den 22-årige franske midtbanespiller opnåede 13 kampe og scorede 2 mål siden siden skiftet i 2019 fra Borussia Mönchengladbach
- Augsburg har skrevet kontrakt til 2026 med den 18-årige amerikaner Ricardo Pepi, der i FC Dallas har scoret 16 gange i 59 MLS-kampe.
- Arsenal har afbrudt lejeaftalen med Viktoria Köln fra 3. Bundesliga og hentet den 19-årige svenske angriber Nikolaj Möller hjem.
Fodbold. Club Brugge har ansat Ronald Koemans tidligere assistent i FC Barcelona, Alfred Scheuer, som afløser for cheftræneren Philippe Clement, der er skiftet til AS Monaco.
Fodbold. Med 25 procent af stemmerne er Carlo Holse blevet kåret som årets spiller i Rosenborg. Efter Nicklas Bendtner i 2017 samt Mike Jensen i 2013, 2014 og 2016 er den 22-årige tidligere FCK-spiller den tredje dansker, der vinder prisen i den norske klub.
Golf. Karen Fredgaard har besluttet sig for at blive professionel og forlader derfor amatørernes rækker, hvor hun ellers ligger nummer 21 på verdensranglisten, skriver golf.dk. 22-årige Fredgaard fra Asserbo Golf Club har de seneste to år studeret på University of Houston og efter en imponerende sæson i 2021 deltog hun i sidste måned i kvalifikationen til LPGA Tour, hvilket udløste retten til i 2022 at spille på den næstbedste amerikanske niveau, Symetra Tour.
Tennis. 18-årige Holger Rune er klar til hovedturneringen ved ATP-eventen i Adelaide. Natten til mandag vandt danskeren over peruanske Juan Pablo Varillas i kvalifikationsfinalen med 6-2, 6-3. Holger Runes modstander i 1. runde ved Adelaide International bliver den 22-årige franskmand Corentin Moutet, der er rangeret som nr. 92 på ATP-ranglisten, hvor danskeren er nr. 103. 18-årige Rune er havnet i samme lodtrækningshalvdel som den 2.-seedede russer Karen Khachanov, mens det er den franske veteran Gaël Monfils, der indtager pladsen som topseedet.
Tennis. Danmarks næstbedste herresingle, Mikael Torpegaard, er færdig ved Challenger-turneringen i Bendigo, Australien efter nederlag til amerikaneren Michael Mmoh i 1. runde med 4-6, 6-3, 6-0.
Olympisk. Endnu en coronabølge strømmer ind over verden, men alt ser ud til at vinter-OL i Beijing fra 4. februar ikke er i fare. Det siger Danmarks Idrætsforbunds (DIF) formand, Hans Natorp, til Ritzau. »Der er ingen indikationer af, at vi ikke skal af sted til vinter-OL. IOC (Den Internationale Olympiske Komité, red.) er meget opmærksom på, at der bliver skabt en sikker coronaboble omkring atleterne, og vi læner os op ad IOC«, siger Hans Natorp forud for et videomøde onsdag med IOC.
Håndbold. Frankrigs landshold tager til EM i næste uge i Slovakiet og Ungarn uden PSG-venstrebacken Elohim Prandi, som nytårsaften blev udsat for et knivoverfald. Det fortæller landstræner Guillaume Gille ifølge Ritzau til den franske avis L’Equipe.
Amerikansk fodbold. Med en sejr på 37-10 over Minnesota Vikings sikrede Green Bay Packers sig den bedste seedning i NFL-slutspillet, hvor holdet fra Wisconsin nu er sikret hjemmebanefordel i slutspillet hele vejen frem til Super Bowl - såfremt holdet altså når så langt. Cincinnati Bengals bookede via 34-31 over Kansas City Chiefs også plads i slutspillet for første gang i fem år. I alt er 11 af 14 hold klar til slutspillet. Hvem der skal have de sidste tre pladser, afgøres i sidste runde i grundspillet i den kommende weekend.
Fodbold. U21-landsholdsspilleren Wahid Faghir står foran en pause, efter at han er blevet testet positiv for coronavirus, meddeler den tyske bundesligaklub Stuttgart på Twitter.
Ishockey. Pandemien har ifølge Ritzau ført til endnu en aflysning i den bedste danske liga. Aalborg Pirates og Odense Bulldogs skulle have krydset klinger mandag, men fynboerne er ramt af en stribe coronatilfælde, og holdene deler efter reglerne point med 1,5 til hver klub.
Fodbold. Hollænderen Luuk de Jong blev 1-0-matchvinder for FC Barcelona i La Liga-udekampen på Mallorca. Her headede Luuk de Jong sejrsmålet i kassen kort før pausen. FC Barcelona er nu nummer 5 i La Liga med 31 point. Real Madrid fører med 45 point.
Cykling. Den 36-årige tidligere firedobbelte vinder af Tour de France, Chris Froome, har sat sine sæsonforberedelser på pause. Ifølge Ritzau har den britiske Israel Start-Up Nation-rytter fået problemer med det ene knæ.
Dart. Englænderen Michael Smith og skotten Peter Wright skal møde hinanden i finalen ved VM i London mandag aften. Wright, der vandt VM i 2020, er en af turneringens mest farverige spillere med sin karakteristiske hanekam og det selvvalgte kælenavn ’snakebite’. Han får nu chancen for at vinde VM for anden gang, mens engelske Michael Smith kan vinde turneringen for første gang efter at være kommet på en andenplads ved VM i 2019. Vinderen kan sætte ca. 4,4 millioner kroner ind på bankbogen.