Fodbold. Efter 64 minutter var FC Barcelona bagud med 1-0 i pokalkampen på udebane mod Linares fra den tredjebedste spanske række, men det endte lykkeligt med en 2-1-sejr for den skrantende storklub. Ousmane Dembele udlignede og 5 minutter senere blev Ferran Jutgla matchvinder i kampen, hvor cheftræner Xavi gav comeback til Dani Alves. Efter at have tilbragt fem sæsoner i Juventus Paris SG og Sao Paulo var den 38-årige brasilianske højreback i startopstillingen, hvorimod Frenkie de Jong, Gerard Pique og Ousmane Dembélé blev indskiftet fra starten af 2. halvleg, da Barcelona var bagud.
Tennis. Novak Djokovic er ved ankomsten til Melbourne blev stoppet i lufthavnen og bliver forhørt af de australske grænsemyndigheder, fordi der er opstået tvivl om serberen dispensation for indrejse til landet uden den krævede vaccination mod corona. Grænsemyndighederne har rettet henvendelse til delstaten Victorias sportsminister, Jaala Pulford, der ikke kan tage stilling til, hvorvidt Novak Djokovic er i besiddelse af et gyldigt visum. »Vi har altid været klare i spyttet på to punkter: Visumgodkendelser er et anliggende for den føderale regering, og medicinske dispensationer er et anliggende for læger, skriver Jaala Pulford på Twitter.
Novak Djokovic skulle have fået dispensation fra Australiens krav om at være vaccineret mod corona for at kunne deltage i januars Australian Open i Melbourne. Men nu er der opstået tvivl om serberens dokumenter, som har ledt til dispensationen, skriver det australske medie ABC News. Derfor har landets indenrigsministerium nu indledt en yderligere undersøgelse af dispensationssagen, oplyser ABC News. Der oplyses ikke noget nærmere om, hvad tvivlen eller problemet med dokumenterne er. Blot at man vil gennemgå sagen.
Fra mange sider mødte dispensationen til Djokovic kritik, fordi mange mente, at det var hans status, som gjorde, at han kunne få en dispensation. »Ingen person, som skal deltage ved Australian Open, vil få nogen form for særbehandling«, lyder det i en meddelelse fra indenrigsministeriet. Tirsdag meddelte Djokovic, at han var på vej til Melbourne for at deltage i Australian Open, og han havde fået en dispensation for at deltage.
Det skrev Djokovic på Instagram, hvor man på et foto kunne se serberen stå smilende i en lufthavn med en pakket tennistaske. Australiens premierminister, Scott Morrison, har også blandet sig i debatten og krævet, at Djokovic kan komme med beviser for, at han ikke kan vaccineres af medicinske årsager.
»Vi venter på præsentationen og de beviser, som han giver os, der kan støtte ham. Hvis de beviser er utilstrækkelige, så vil han ikke blive behandlet anderledes end enhver anden person, og så vil han komme på det første fly hjem«, siger Scott Morrison.
Skihop. Med den tredje sejr er japaneren Ryoyu Kobayashi nu kun en fra at blive den første, der for anden gang gør rent bord i den traditionelle firebakketurnering. Tirsdagens konkurrence i Innsbruck måtte udsættes og blev i stedet afviklet et døgn senere i Bischofshofen, hvor Kobayashi sejrede foran nordmændene Marius Lindvik, der førte efter første hop, og Halvor Egner Granerud. Sidste afdeling afvikles torsdag ligeledes i Bischofshofen.
Fodbold. David Nielsen fået ny assistenttræner i AGF, hvor den 43-årige nordmand Kenneth Dokken afløser Morten Karlsen.
Cykling. For første gang i 11 år vil den firedobbelte hollandske verdensmester i cykelcross Mathieu van der Poel ikke være på startlinjen, når der 30. januar dystes om den globale hæder i den terrængående disciplin i USA. Efter kun to starter i denne vinter har det 26-årige hollandske multitalent erkendt, at den rygskade, han pådrog sig ved et voldsomt styrt under OL i mountainbike, er så slem, at han dropper alle yderligere cykelcross-opgaver i denne sæson i håbet om, at han kan komme sig fuldstændig inden forårsklassikerne på landevejen. Beslutningen offentliggjordes næsten samtidig med, at van der Poels evige rival belgieren Wout van Aert genoptog sin imponerende sejrsrække, da han i Herantals fuldstændig knuste konkurrenterne og passerede målstregen 1.06 foran briten Tom Pidcock. Heller ikke van Aert stiller op ved VM af frygt for, at det vil gribe forstyrrende ind i forberedelserne til landevejssæsonen.
Håndbold. For anden dag i træk kan det mandlige danske landshold ånde lettet op. Svarene på onsdagens coronaprøver er tikket ind, og igen er alle i spillertruppen og staben blevet testet negativ med undtagelse af målmand Jannick Green. Han afleverede en positiv coronatest mandag og har siden været isoleret fra sine holdkammerater. Landsholdet er samlet på et hotel i København forud for EM-slutrunden. Green havde tilbragt tid med holdkammeraterne, før svaret på den positive prøve kom. Derfor har spørgsmålet været, om smitten havde nået at brede sig, men indtil videre er der altså ikke noget, der tyder på det.
Kano og kajak. Christina Tønder Bell er ansat som ny sportschef i Dansk Kano og Kajak Forbund, der sidste år tog afsked med Lars Robl. Hun kommer med erfaring fra Grønlands Idrætsforbund og Elite Sport Greenland, hvor hun har arbejdet direkte med eksperter, trænere og eliteatleter.
Fodbold. Den første af to semifinalekampe mellem Arsenal og Liverpool i den engelske Liga Cup bliver ikke spillet som planlagt torsdag aften. Et stort udbrud af coronasmitte i Liverpools trup er årsagen til, at kampen må udsættes. Liverpool anmodede om en udsættelse tirsdag, og den blev godtaget af ligaforeningen EFL onsdag, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Ashleigh Bartys kombination af et ubehageligt underskruet baghåndsslag (foto) og et magtfuldt samt meget varieret forhåndsslag var onsdag mere, end USA's stortalent Cori Gauff kunne overvinde i Adelaide International.
Tennis. Det var tæt på, men det skete ikke. Først røg den 2.-seedede hviderusser Aryna Sabalenka ud af Adelaide International, da den unge slovener Kaja Juvan i 2. runde vandt 7-6 (8/6), 6-1, og onsdag var den unge amerikaner Cori Gauff foran 6-4, 4-2 og endda meget tæt på 5-2 mod topseedede Ashleigh Barty. Men det var alligevel australieren, der vandt 2. runde-kampen 4-6, 7-5, 6-1 efter at have løftet sit spil markant fra midten af andet sæt og opgøret ud. Umiddelbart ligner ranglistens nr. 1 spilleren, der skal nedkæmpes, hvis nogen vil tage titlen i Australian Open, som Barty er meget sulten efter, da hun endnu aldrig har løftet hjemlandets største trofæ. Australske tennisfans hungrer efter national succes, da ingen australsk kvinde har vundet titlen, siden Chris O’Neil tog den i 1978.
Fodbold. Den tidligere FC København-træner Ståle Solbakken bliver for en kort stund trænervikar for den norske klub HamKam. Den norske landstræner har fået ansvar for klubbens træninger torsdag, fredag og lørdag. »Der er overhovedet ikke snak om noget langtidsprojekt«, siger Solbakken ifølge NTB. HamKam er på trænerjagt, efter at Kjetil Rekdal skiftede til Rosenborg før jul. Norges fodboldforbund har godkendt Solbakkens hjælpetjans i HamKam, hvor nordmanden var træner fra 2003 til 2005.
Tennis. En række sportsudøvere, læger og journalister er vrede og forvirrede over, at stjernen Novak Djokovic får lov til at stille op ved Australian Open. Det skriver det australske medie ABC News natten til onsdag dansk tid. Alle spillere ved grand slam-turneringen skal være vaccineret eller have en undtagelse for at kunne deltage. Tirsdag afslørede Djokovic, der ikke har villet udtale sig offentligt om sin vaccinationsstatus, at han har fået en medicinsk undtagelse, så han kan spille med i turneringen, der begynder 17. januar.
Flere spillere har ifølge ABC News fået en undtagelse, fordi de har haft covid-19 inden for de sidste seks måneder. Det vides ikke, om dette er tilfældet for Djokovic, eller hvad der ligger til grund for hans undtagelse. Alligevel bliver beslutningen kritiseret af blandt andre den tidligere legende i australsk fodbold Kevin Bartlett.
»Novak Djokovic er den bedste tennisspiller nogensinde. Glem Laver, Agassi, Federer, Sampras, Nadal, McEnroe, Connors og Borg, fordi Novak har vundet 20 grand slams, 87 titler og en milliard dollar, uden at nogen vidste, at han har en invaliderende sygdom. Vi bliver holdt for nar«, skriver Bartlett på Twitter.
Tennisjournalist Ben Rothenberg har på Twitter delt et billede af den australske regerings regler for, hvem der kan få en undtagelse til at rejse ind i landet. Han spørger retorisk: »Hvilken akut og alvorlig sygdom, som de australske myndigheder opremser her, kan en sund atlet, der ligger nummer et i verden, have?«.
Stephen Parnis, der er en prominent læge i delstaten Victoria, hvor Australian Open skal spilles, siger til ABC News, at beslutningen om at give Djokovic en medicinsk undtagelse sender et »forfærdeligt signal« til alle dem, der arbejder hårdt for at stoppe spredningen af covid-19. Australian Open-chef Craig Tiley fastholder dog, at »... Djokovic har ikke på nogen måde fået særbehandling«.
Fodbold. Superligaklubben Viborg FF sælger angriberen Sebastian Grønning (31 mål i 50 kampe) til den sydkoreanske klub Suwon Samsung Bluewings med øjeblikkelig virkning. Det oplyser Viborg på sin hjemmeside.
Fodbold. FC København bekræfter på sin hjemmeside, at den norske stopper Ruben Gabrielsen har forladt fodboldklubben efter lejeaftalens udløb ved årsskiftet. Til gengæld er målmanden Sten Grytebust og midtbanespilleren Marko Stamenic tilbage i FCK efter overståede lejemål i henholdsvis Vejle og HB Køge. Spillerne i FCK mødes fredag og lørdag til coronatest og fysiske test og begynder at træne fra og med på mandag.
Håndboldmændenes landstræner Nikolaj Jacobsen har problemer pga. coronapandemien forud for EM-slutrunden.
Håndbold. Landstræner Nikolaj Jacobsen står i lidt af en kattepine. Målmanden Jannick Green er smittet med corona og træner derfor ikke med holdkammeraterne, som torsdag i næste uge tager hul på EM. En mulighed er at skifte Magdeburg-keeperen ud med Kevin Møller eller Emil Nielsen, der må tænkes at stå først i køen til truppen. Men der er også en risiko ved at skifte ud og tilkalde nye spillere til holdets coronaboble på hotellet i København. »Det gør jeg ikke lige nu. Lige nu har jeg de to (Landin og Green, red.). Det er også sådan lidt – skal jeg til at kalde en mand ind udefra, der måske ikke har levet med så stramme restriktioner som os andre op til EM?«.
Tennis. Efter sin flotte sejr i 1. runde ved WTA-turneringen Melbourne Summer Set 2 skal Clara Tauson i 2. runde møde kinesiske Lin Zhu. Kan danskeren igen trække sig sejrrigt ud af sin kamp, skal hun enten møde svenske Rebecca Peterson eller hviderussiske Aliaksandra Sasnovich i kvartfinalen. Tauson spiller torsdag morgen dansk tid som fjerde kamp på bane 7. I mændenes turnering i Melbourne skal legenden Rafael Nadal efter en meget lang pause på grund af en fodskade/-operation spille sin første kamp, hvor han møder Ricardas Berankis fra Litauen.
Tennis. Frederik Løchte Nielsen og hans filippinske makker Treat Huey (38 og 36 år) måtte sige farvel til Adelaide International i 2. runde. Her mødte parret den bosnisk-mexicanske konstellation Tomislav Brkic-Santiago Gonzalez, der vandt 7-6 (7/4), 4-6, 10-8.
Ishockey. Efter blot 14 kampe for Odense Bulldogs er den russiske forward Alexander Torchenyuk færdig i klubben. Samarbejdet er ophævet med øjeblikkelig virkning, oplyser klubben på sin hjemmeside onsdag. »Arbejdet på at finde en erstatning for den russiske forward er allerede påbegyndt, og markedet sonderes for at finde den helt rette profil«, lyder det fra Odense, der er nr. 8 ud af de ni hold i Metal Ligaen.
Ishockey. Nikolaj Ehlers scorede et enkelt mål for Winnipeg Jets, der vandt 3-1 ude over Arizona Coyotes i NHL natten til onsdag dansk tid. Den 25-årige dansker sendte pucken i det tomme net 45 sekunder før slutfløjt, da hjemmeholdet skulle satse for at fremtvinge en udligning. Det var den tredje sejr i træk for Winnipeg Jets.
Trav. Legenden Steen Juul blev nytårsaften ramt af en blodprop, men nu er han udskrevet og hjemme igen. Det oplyste Team Juul i et opslag på Facebook tirsdag aften. »Steen kom her til aften endelig hjem i sine vante rammer igen, hvor han hører til, sammen med familien og alle hestene. Nu skal han have ro og tid til at komme sig helt, og så skal det hele nok blive godt igen. Han er den sejeste, vi kender«, skriver Team Juul.
Svømning. Dansk Svømmeunions formand, Pia Johansen, går efter mere international indflydelse. Hun har således meldt sit kandidatur til en bestyrelsespost i Det Europæiske Svømmeforbund (LEN), oplyser Dansk Svømmeunion på sin hjemmeside. »Jeg synes, det er vigtigt at påvirke udviklingen i svømmesporten så tæt på beslutningerne som muligt. Ved at stille op til bureauet (bestyrelsen, red.) i LEN kan Danmark være med til at sætte en dagsorden og trække udviklingen i retning af demokratiske værdier som åbenhed og ytringsfrihed«, siger Pia Johansen. Der er ekstraordinær kongres i LEN den 5. februar, og her kan hele den nuværende bestyrelse blive skiftet ud. Det stod klart, efter LEN’s ordinære kongres i september.
Tennis. Polen har vist stor styrke ved holdturneringen ATP Cup i Sydney, og efter en 3-0-sejr over Argentina nu klar til fredagens semifinale. Bl.a. vandt Polens bedste spiller Hubert Hurkacz sikkert over Argentinas bedste Diego Schwartzman 6-1, 6-4. Modstander i semifinalen bliver Spanien, der selv uden Rafael på holdet er en stor mundfuld.
Fodbold. FC Barcelonas præsident, Joan Laporta, er blevet smittet med coronavirus. Meldingen kommer, efter at Joan Laporta præsenterede Ferrán Torres som ny spiller i Barcelona. Ferrán Torres fik selv et positivt testsvar efter præsentationen, som foregik på Camp Nou.