0
Læs nu

Du har ingen ulæste gemte artikler

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til dine gemte artikler, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er gemt Du har ulæste artikler blandt dine gemte artikler
Eric Gaillard/Ritzau Scanpix
Foto: Eric Gaillard/Ritzau Scanpix

Dolberg scorer for anden uge i træk

De seneste nyheder fra sportens verden.

Fodbold: Kasper Dolberg var fredag igen på pletten for sit franske hold, Nice, som endte med at vinde 2-1 over Nantes i Ligue 1. Den danske angriber kom på måltavlen for anden kamp i træk, da han efter cirka 20 minutter af kampen gjorde det til 1-0 på et straffespark. Det er samtidig Dolbergs tredje scoring inden for de seneste fem kampe. To af dem er blevet sendt i mål fra 11-meterpletten. Før den nuværende gode målform havde Dolberg ikke scoret i tre måneder, selv om han ellers startede sæsonen godt med tre mål på kontoen efter de første tre kampe. Nice har nu 39 point på andenpladsen i den franske liga. Det er otte færre, end Paris Saint-Germain har på førstepladsen. Hovedstadsklubben kan udbygge sin føring lørdag mod Brest.

Fodbold. Landsholdet får Holland og Serbien som de to første modstandere i VM-forberedelsesfasen. Dansk Boldspil-Union (DBU) oplyser, at Kasper Hjulmands tropper spiller på udebane mod Holland 26. marts og hjemme i Parken mod serberne 29. marts.

»Vi har gået efter at få kampe på allerhøjeste niveau, og det er to rigtig stærke modstandere. Vi skal bruge hvert et minut inde på banen til at spille på et så højt niveau som muligt og vinde kampene«, siger landstræner Hjulmand og tilføjer: »Vi vil bygge på de steder, hvor vi mener, at vi kan forbedre os. Det gør man ved at spille imod det bedste nationer og levere på et højt niveau«.

Fodbold. Landsholdsspilleren Andreas Christensen er smittet med corona og er derfor ude af Chelseas topbrag lørdag mod Manchester City i Premier League. »Det er et slag for alle mentalt, når man modtager nyheden om, at Andreas har covid-19, efter at han er kommet tilbage fra en skade og har spillet så stærkt«, siger Chelsea-manager Thomas Tuchel ifølge Reuters. Andetsteds i Premier League betyder et coronaudbrud i Burnley, at deres kamp mod Leicester er blevet udsat. Og så meddeler Arsenal, at de gerne ser søndagskampen mod Tottenham blive udskudt.

Håndbold. Tyskland er en historisk international magtfaktor, men det er ikke blevet til medaljer siden OL-bronzen i Rio i 2016. Ved EM i Slovakiet og Ungarn er de tyske mænd ankommet med optimisme efter en frisk testsejr over Frankrig. Deres åbningskamp i gruppe D mod Hviderusland blev en tæt affære. Hviderusland kom hurtigt foran med fem mål, men det relativt urutinerede tyske hold med otte slutrundedebutanter rankede ryggen og kunne gå til pausen marginalt bagud 17-18, inden en sejr på 33-29 blev kørt i hus. Om den tyske trup er bred nok til at vinde medaljer synes dog umiddelbart tvivlsomt. Følg EM i livecenteret her

Håndbold. Dagen efter åbningssejren på 30-21 over Montenegro ved EM-turneringen er der mere godt nyt fra den danske landsholdslejr. Målmanden Jannick Green er efter overstået coronasmitte klar til at træde ind i truppen. Det meddeler Dansk Håndbold Forbund (DHF). »Jannick Green forventes at tilstøde den danske trup fredag eftermiddag, hvorefter han skal aflevere en negativ test i Ungarn, før han er spilleberigtiget ved EM-slutrunden«, lyder det fra DHF. Danmark møder lørdag aften Slovenien, hvor også Hans Lindberg har mulighed for at være med. Den 40-årige fløjveteran er indkaldt som gardering for Johan Hansen, som pådrog sig en fiberskabe i sejren mod Montenegro. Johan Hansen bliver dog hos truppen, da han måske kan komme i spil igen senere i turneringen.

Fodbold. Superligaklubben Viborg FF, der i sidste uge solgte sin topscorer Sebastian Grønning sydkoreanske Suwon Samsung Bluewings, har skrevet kontrakt med svenske Marokhy Ndione, som kommer til fra IF Elfsborg. Kontrakten gælder til sommeren 2025. Den 22-årige angriber, der er født i Senegal, har en enkelt U18-landskamp for Sverige på cv’er, og nåede 63 kampe og 12 mål for IF Elfsborg.

Fodbold. Superligabundholdet Vejle har skrevet kontrakt med den 18-årige amerikanske angriber Anges Patrick Kader Bohui. Han prøvetrænede i klubben i efteråret, men har nu fået en permanent aftale.

Fodbold. Lionel Messi går glip af endnu en kamp for Paris SG. Argentinerens helbred er endnu ikke på toppen efter en omgang corona går ikke som planlagt. »Det tager noget længere tid, end jeg havde regnet med«, lyder det fra Messi på Instagram.

Skisport. Aleksander Aamodt Kilde fra Norge sejrede fredag på den frygtede styrtsløbsbakke i schweiziske Wengen foran den lokale Marco Odermatt, som måtte se sig slået med bare 0,19 sekund. Lørdag afvikles endnu et World Cup-styrtløb i Wengen, hvor betingelserne fredag var noget nær perfekte. Amerikaneren Bryce Bennett ramte en tophastighed på 151 km/timen.

Fodbold. OB’s tunesiske spiller Issam Jebali er sammen med fem holdkammerater blevet testet positiv for corona ved Africa Cup of Nations i Cameroun. Det meddeler Det Tunesiske Fodboldforbund.

Motorsport. Nasser al-Attiyah fra Qatar vandt fredag Dakar Rally i den saudiarabiske ørken for fjerde gang i karrieren. Franske Sebastien Loeb, der har vundet udfordringen ni gange, blev nummer to, mens sidste etape blev en tragedie, da en 20-årig mekaniker omkom efter en ulykke. Siden 1979 har mindst 77 personer – kørere, officials og tilskuere – mistet livet i Dakar Rally.

Fodbold. Der var flere spillerhandler, men klubberne brugte i 2021 færre penge på hyre. Det er konklusionen i en rapport om det globale transfermarked i 2021, som Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) har offentliggjort. Klubberne brugte ca. 31,5 milliarder kroner på spillerhandler i 2021, hvilket er et fald på 13,6 procent i forhold til 2020 og et fald på 33,8 procent i forhold til rekordåret 2019, hvor der blev brugt 47,7 milliarder kroner.

Håndbold. Aalborg-mændene må fra den kommende sæson klare sig uden Nikolaj Læsø, der har underskrevet en kontrakt med portugisiske FC Porto. Nikolaj Læsø var som marginalspiller for et år siden med til at vinde VM med Danmark, men er i øjeblikket ikke inde i landsholdsvarmen.

Fodbold. Den tidligere Silkeborg-spilleren Frederik Alves Ibsen vender tilbage til Premier League-klubben West Ham et halvt år før tid efter et mislykket lejeophold i Sunderland, hvor han blot nåede ti kampe.

Fodbold. Manchester Citys Raheem Sterling er kåret til månedens bedste spiller i Premier League i december. Offensivspilleren scorede fem gange i fem kampe og bidrog desuden med en assist i løbet af julemåneden. City-bossen Pep Guardiola er kåret som månedens manager.

Fodbold. Den afgående cheftræner Martí Cifuentes rejser ikke med resten af AaB-truppen til Malta fredag. Det oplyser AaB på sin hjemmeside. Spanieren skifter senest 1. marts til den svenske klub Hammarby.

Fodbold. Malis 1-0-sejr over Tunesien i onsdags ved Africa Cup of Nations står ved magt. Det meddeler Det Afrikanske Fodboldforbund (CAF) efter at have afvist en protest fra tuneserne. »Efter at have gennemgået protesten fra Tunesien og de officielle kamprapporter, har arrangørkomitéen besluttet at afvise protesten fra det tunesiske hold«. Kampen fik en grotesk afslutning, da den angiveligt hedeslagsramte dommer Janny Sikazwe første gang fløjtede kampen af efter 85 minutters spil. I det 89. minut fløjtede dommeren igen opgøret af. Der manglede små 15 sekunder af den ordinære spilletid og den forventede tillægstid som følge af seks udskiftningssekvenser, drikkepauser og VAR-gennemgang blev aldrig afviklet.

20 minutter efter Janny Sikazwes sidste fløjt blev spillerne af Det Afrikanske Fodboldforbund beordret tilbage på banen. Problemet var bare, at da var spillerne fra Tunesien allerede gået i bad. »I mine 30 år i fodbold har jeg aldrig oplevet noget lignende«, lød det ifølge BBC fra den tunesiske landstræner Mondher Kebaier.

Fodbold. Africa Cup of Nations-værterne Cameroun fik med en sejr på 4-1 over Etiopien brudt stimen af 1-0-kampe ved mesterskaberne, men da de to andre hold i gruppe A gik på banen til torsdagens sene kamp, så var alt ved det gamle igen. Burkina Faso vandt 1-0 over Kap Verde.

Fodbold. Arsenal fik med kun ti mand på banen i de sidste 65 minutter alligevel et brugbart resultat med hjem fra den første semifinale i Liga Cuppen mod Liverpool. Manager Jürgen Klopps mandskab formåede nemlig ikke at udnytte overtallet efter Granit Xhakas udvisning og det sluttede 0-o. Der er returkamp i London på torsdag, hvor det afgøres, hvem der skal møde Chelsea i finalen 27. februar.

Håndbold. EM-værterne fra Ungarn blev foran 20.000 skuffede fans i Budapest sat på plads i gruppe B-opgøret mod Holland. Outsiderne vandt 32-29 efter en føring på 13-10 ved pausen. Se alle resultater samt stillinger og statistikker i EM-livecenter.

Annonce