Ved de afrikanske fodboldmesterskaber i Cameroun er der to store samtaleemner.
Den enorme mangel på mål – 12 scoringer i de 12 første kampe er helt usædvanligt lidt – og så er der kampen fra onsdag, hvor Mali besejrede Tunesien 1-0.
Resultatet er der intet odiøst i, men dommerens fortolkning af en af professionel fodbolds mest basale regler – at en kamp varer 90 minutter plus det løse – var i høj grad odiøs.
Kampdommer Janny Sikazwe fra Zambia blæste opgøret af to gange. Første gang efter 85 minutter og en lille håndfulde sekunder, hvilket førte til opstandelse hos særligt tuneserne, der var bagud.
Mens kampuret skiftede fra 85 til 86 blev spillet sat i gang igen, inden Janny Sikazwe blæste af for anden gang efter 89 minutter og 44 sekunder. Lidt tidligt taget i betragtning, at der havde været seks stop i forbindelse med udskiftninger samt en drikkepause og et VAR-tjek i de mere end 30 grader i byen Limbe.
Stjerneangriber svarer igen: »Er en europæisk spiller nogensinde blevet stillet det samme spørgsmål forud for EM?«Tuneserne var nu helt oppe i det røde felt, og 20 minutter efter Janny Sikazwes sidste fløjt blev spillerne af Det Afrikanske Fodboldforbund beordret tilbage på banen. Problemet var bare, at da var spillerne fra Tunesien allerede gået i bad.
»Han fløjtede af og sendte os i omklædningsrummet ... I mine 30 år i fodbold har jeg aldrig oplevet noget lignende«, lød det ifølge BBC fra den tunesiske landstræner Mondher Kebaier.
Mali-spillerne kom derimod tilbage på banen efter det bizarre 20 minutters intermezzo, som foregik mens deres træner, Mohamed Magassouba, var i gang med den officielle pressekonference. Og da tuneserne ikke dukkede op, så blev Mali erklæret som vindere af Det Afrikanske Fodboldforbund, som nu står med lidt af et forklaringsproblem i forhold til den kontroversielle dommer.
Den foreløbige forklaring er ifølge den spanske sportsavis AS, at dommer Sikazwe var ramt af hedeslag.
Janny Sikazwe, som var i aktion i to kampe under VM-turneringen i Rusland i 2018, har tidligere i karrieren været kortvarigt suspenderet fra dommergerningen. Han blev udelukket efter mistanke om matchfixing i en kamp i den afrikanske Champions League i november 2018, men Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) ophævede suspenderingen igen i begyndelsen af 2019.
Flere internationale medier skriver, at Tunesien har anmodet Det Afrikanske Fodboldforbund om, at kampen skal spilles om.
fortsæt med at læse


























