Fodbold. Aston Villa tog lørdag imod Manchester United i Premier League, og hjemmeholdets fans fik et markant comeback fra hjemmeholdet at glæde sig over. Gæsterne uden en hofteskadet Cristiano Ronaldo var klart bedst i første halvleg, og med to træffere af Bruno Fernandes, en i hver halvleg, lignede United en klar vinder. Men efter pausen fik Philippe Coutinho debut for manager Stephen Gerrards mandskab, og brasilianeren var med i reduceringen sat ind af Jacob Ramsey, før han selv udlignede til slutfacit 2-2. En drømmedebut for lejesvenden fra Barcelona, der tidligere har brilleret i Premier League for Liverpool.
Dart. Danske Vladimir Andersen skal i de kommende to år slås med nogle af de bedste spillere i verden. Han har således sikret sig et tourkort til PDC Pro Tour, som er organiseret af Professional Darts Corporation (PDC). Det skriver mediet dartnyheder.dk. Tourkortet giver den 32-årige dansker adgang til en række turneringer i hele Europa. Det betyder, at han kan komme til at spille mod stjerner som Gerwyn Price, Michael van Gerwen, Peter Wright og Michael Smith. Førstnævnte vandt touren i 2021. Kun 128 spillere har tourkort til PDC Pro Tour.
Fodbold. Kevin De Bruyne blev matchvinder for Manchester City, da holdet lørdag eftermiddag tog imod Chelsea i Premier Leagues topkamp denne weekend. Med sejren er City nu 13 point foran Chelsea på andenpladsen. Md to kampe til gode kan Liverpool i tilfælde af succes overhale Chelsea og indtage anden pladsen. Søndag eftermiddag tager Jürgen Klopps mandskab imod Thomas Franks fra Brentford.
Fodbold. Det er fortsat kun bundproppen Burnley, som Newcastle har formået at besejre i Premier League i denne sæson. Lørdag troede profilen Alain Saint-Maximin ellers, at han var på vej til at blive matchvinder, men i 88. minut udlignede mednedrykningskandidat Watford til resultatet 1-1. Dermed må de stenrige saudiarabiske ejere se deres investering forblive under nedrykningsstregen og forlænge en sløj stime af resultater. Holdet har været skidt kørende siden decembersejren over Burnley. Tre nederlag og en uafgjort i ligaen og senest et pinligt 0-1-nederlag i FA Cuppen til Cambridge United fra tredjebedste række var det blevet til. I et opgør mellem to andre krisehold vandt Norwich lørdag 2-1 over Everton, mens Wolverhampton vandt 3-1 over Southampton.
Montenegros Vasko Sevaljevic (tv.) og Nordmarkedoniens Filip Taleski i nærkamp lørdag ved EM.
Håndbold. Montenegro besejrede lørdag Nordmakedonien 28-24 i Danmarks gruppe ved EM-slutrunden. Det betyder, at Danmark med en sejr senere lørdag over Slovenien kan sikre sig førstepladsen i gruppen allerede inden tredje og sidste kamp.
Ishockey. Esbjerg Energy tog sin tredje sejr på stribe i Metal Ligaen lørdag, da holdet var taget til Frederikshavn for at møde White Hawks. Efter to målløse perioder kom Esbjerg på tavlen små otte minutter inde i tredje, da Felix Scheel scorede. Men kort efter udlignede Lucas Andersen, og så endte kampen i forlænget spilletid. Her blev der ikke scoret, og så skulle kampen afgøres i straffeslag, hvor Esbjerg var bedst, da det endte med en vestjysk sejr på 2-1. Frederikshavn og Esbjerg ligger på fjerde- og femtepladsen i Metal Ligaen med 9 point imellem sig.
Fodbold. Robert Lewandowski er et sandt målmonster. Det satte den polske angriber en tyk streg under, da han lørdag scorede sit bundesligamål nummer 300. Bayern var på besøg hos FC Köln, og Lewandowski scorede tre af målene i 4-0-sejren. Gerd Müller, der spillede for Bayern München i 1960’erne og 1970’erne, er den eneste, der har scoret flere bundesligamål. Han nåede 365 af slagsen. Bayern er på førstepladsen i Bundesligaen, hvor klubben nu har 46 point for 19 kampe. Dortmund er 6 point efter på andenpladsen.
Fodbold. Søndagens arvefjendeopgør i Premier League mellem Arsenal og Tottenham bliver alligevel ikke til noget. Kampen er blevet udskudt efter Arsenals ønske, da klubben har en del ukampdygtige spillere. Det oplyser begge klubber. Arsenal bad fredag Premier League om at få kampen udskudt. Det skyldes, at Mikel Artetas mandskab er ramt af coronasmitte og skader, samt at flere spillere deltager i Africa Cup of Nations for deres landshold. Arsenal ville – såfremt kampen var blevet spillet søndag – være uden karantæneramte Granit Xhaka. Samtidig er Cédric Soares, Bukayo Saka og Calum Chambers ude med skader. Thomas Partey, Mohamed Elneny, Nicolas Pépé og Pierre-Emerick Aubameyang er desuden afsted til Africa Cup of Nations, og Martin Ødegaard er coronasmittet.
Håndbold. Kvinderne fra Holstebro hentede for anden gang på stribe point i Bambusa Kvindeligaen, da holdet med et flot comeback fik 24-24 hjemme mod Silkeborg-Voel. Senest spillede holdet uafgjort mod Ajax København, og det er vestjydernes to eneste point i ligaen indtil videre. Holdet indledte sæsonen med 13 nederlag på stribe! Holstebro var lørdag bagud med syv mål, da der manglede 20 minutter, men en scoring på straffekast fire sekunder før tid sikrede et point.
Fodbold. Borussia Dortmunds ombejlede angriber Erling Haaland føler sig presset af sin tyske arbejdsgiver til at træffe et valg omkring fremtiden. Selv om den 21-årige nordmand har kontrakt frem til sommeren 2024, vil Dortmund have vished for, at målmaskinen har tænkt sig at blive i klubben i næste sæson. »I de seneste seks måneder har jeg valgt ikke at sige noget af respekt for Dortmund, men nu er klubben begyndt at lægge pres på for at få mig til at tage en beslutning. Jeg ønsker kun at spille fodbold, men de presser mig omkring fremtiden, så det betyder, at jeg må træffe et valg snart«, siger Erling Haaland til norsk Viaplay. Angriberen, der fredag scorede to gange i en 5-1-sejr over Freiburg i Bundesligaen, slår fast, at Dortmunds pres er forstyrrende for ham. »Jeg ønsker ikke, at vi skal gøre det nu. Vi er midt i en svær periode med mange kampe. Jeg har fra begyndelsen sagt, at jeg ønsker at fokusere på fodbold, for det er, hvad jeg er bedst til. Men det kan jeg ikke nu«, lyder det.
Alpint. Østrigske Vincent Kriechmayr vandt lørdag det traditionsrige styrtløb i schweiziske Wengen. Verdensmesteren sluttede foran hjemmebanehåbet Beat Feuz og italienske Dominik Paris på den 4,25 kilometer lange piste, der er den længste på styrtløbernes World Cup. Østrigeren havde i målområdet et forspring på 0,34 sekunder til Feuz og yderligere 0,1 sekund ned til Paris. Sejren havde dog et par mislyde, da den 30-årige østriger ikke deltog i midtugens to træningspas, hvilket ellers er et krav for at kunne stille til start i World Cup-løbet. Kriechmayr var tidligere på ugen forhindret i at deltage, da han på det tidspunkt befandt sig i karantæne ovenpå en omgang coronasmitte. Østrigerens pludselige deltagelse affødte straks protester fra det schweiziske og franske hold, men Det Internationale Skiforbund (FIS) forsvarede alligevel beslutningen om at lade Kriechmayr stille til start.
Fodbold. Junior Brumado har været FC Midtjyllands farligste mand i den første halvdel af superligasæsonen, og det bliver han nu belønnet for. Den 22-årige angriber har underskrevet en ny kontrakt hos den midtjyske klub. De to parter har nu papir på hinanden indtil udgangen af 2026. Det skriver FC Midtjylland på sin hjemmeside. Brasilianeren scorede 8 mål i foråret og har i efteråret disket op med 7 træffere.
Fodbold. Den tidligere stjerneangriber Andriy Shevchenko er færdig efter blot to måneder som cheftræner i italienske Genoa. Den nedrykningstruede klub har lørdag fyret ukraineren, der blev ansat i begyndelsen af november efter en skidt sæsonstart i Serie A. Selv om troen for kort tid siden var stor på den tidligere AC Milan-angriber, der fik en kontrakt frem til sommeren 2024, så er det slet ikke gået som håbet med Shevchenko på trænerbænken. Det er blot blevet til 3 point i ni ligakampe med Shevchenko ved roret, og holdet er kun raslet længere ned i nedrykningssumpen.
Håndbold. Hjemme i Danmark var symptomerne for længst forsvundet, og han var fri til at bevæge sig rundt, som han ville efter at have overstået sin coronainfektion. Men nu er håndboldmålmanden Jannick Green igen isoleret efter en ny positiv coronatest. »Jeg kunne ikke helt fatte, at det var det, der skete. Det er mest bare frustration og frygt for, at jeg har taget et eller andet med ind i lejren, men det påstår de jo, at der ikke er så stor risiko for«, siger han i telefonen fra enkeltværelset på Hotel Lycium, hvor de øvrige danskere også bor.
Tennis. Den tidligere verdensetter Andy Murray har i denne uge kæmpet sig frem til finalen i en opvarmningsturnering til Australian Open, men det lykkedes ikke skotten at gå hele vejen. Finalen i ATP-turneringen Sydney Tennis Classic mod den topseedede russer, Aslan Karatsev, endte med et nederlag på 3-6, 3-6 til Murray. Skotten fik en mindre lektion af russeren, der er nr. 20 på ranglisten. Det var første gang siden oktober 2019, at Murray havde spillet sig frem til en finale på ATP Tour. Dengang vandt Andy Murray en turnering i belgiske Antwerpen.
Fodbold. Den tidligere Manchester United-profil Nani skal i fremtiden spille for Venezia i Serie A. Den 35-årige portugiser skifter til den italienske klub på en fri transfer, efter at han i november stoppede i MLS-klubben Orlando City. Nani har spillet 112 landskampe for Portugal, og han var i 2016 med til at føre portugiserne til EM-guld. Gennem otte år i United blev det til fire engelske mesterskaber og en Champions League-titel i 2008.