Af de talrige udfordringer, en landstræner i fodbold bliver stillet over for, må de lange pauser mellem kampene – med forbehold for ekstreme enkeltstående episoder – være den største.
Fire måneder vil der være gået siden det så godt som betydningsløse 0-2-nederlag i Skotland, når Kasper Hjulmand igen udtager en trup, så oplevelsen af kontinuitet i et ekstraordinært landsholdsår med 18 kampe vil til den tid være dampet godt og grundigt af.
Landstræneren ved, at den etablerede kerne i truppen hurtigt kan genoplive den fundamentale indbyrdes forståelse, men er samtidig kun alt for godt klar over, at fysisk udfoldelse rummer en konstant risiko for uforudsigelig påvirkning af hans arbejdsvilkår.
Personligt kostede det Kasper Hjulmand en vinter på krykker at belaste sin ene akillessene til lidt mere end bristepunktet ved en omgang motionsbadminton i december.
