Elitesport er en kynisk størrelse. På få minutter kan mange års hårdt arbejde og svære fravalg vise sig at være det hele værd, når alt lykkes, og du kan kramme dine nærmeste og kaste armene i vejret. Eller så giver elitesport dig det stik modsatte. Skuffelse, smerte, benhård ærgrelse.

Det var Stefan Due Schmidts bævende læbe og røde øjne et bevis på, da han lørdag eftermiddag i Beijing stillede sig frem foran den danske presse. Men så bukkede han sig forover med hænderne på sine knæ. Tog et øjeblik, inden ordene kom ud over læberne.