Skiskydning. Det tjekkiske forbund har tilbudt hjælp til de ukrainske skiskytter og deres familier. Tjekkerne vil kvit og frit stille bolig og træningsfaciliteter til rådighed omkring byen Hranice, skriver den tyske tv-station ARD. Samtidigt meddeler ARD, at de to ukrainske OL-deltagere Dmytro Pidruchnyi og Bogdan Tsymbal, der var med til at sikre ukrainerne en 9. plads i stafetten ved det nyligt afviklede OL i Beijing, mandag har sluttet sig til den ukrainske hær.
Ishockey. A-VM for mænd i maj bliver uden Rusland og Hviderusland. Finlands ishockeyforbund var tidligere mandag særdeles kritiske overfor de to landes muligheder for at deltage ved VM i Finland til maj, og mandag aften kom meldingen så fra Det Internationale Ishockeyforbund (IIHF): Samtlige russiske og hviderussiske lands- og klubhold på alle niveauer er udelukket på ubestemt tid i IIHF-regi.
Rusland var ved A-VM placeret i samme gruppe som det danske landshold, mens Hviderusland er i den anden gruppe. Hvilken indflydelse udelukkelsen får på turneringslogistikken, er endnu uvis, men en degradering til næstbedste niveau for særligt Rusland vil være et kæmpemæssigt tab af prestige.
Rusland er endvidere blevet frataget værtskabet for junior VM, der skal starte 26. december. IIHF-beslutningen har yderligere betydning for dansk ishockey, som er vært for kvindernes VM i august. Det bliver uden deltagelse af Rusland.
Fodbold. Mens russiske atleter skal kigge langt efter internationale konkurrencer i den kommende tid, så fortsætter livet i den bedste russiske række. Her var Gazprom-klubben Zenit Sankt Petersborg mandag i kamp mod danskeren Anders Dreyer og holdet fra Rubin Kazan. Zenit vandt hjemmekampen 3-2 og Anders Dreyer blev skiftet ud efter 72 minutter. Anders Dreyer og landsmanden Oliver Abildgaard, der ikke var med mod Zenit, er med krigen i Ukraine havnet i en noget aparte situation: Duoen repræsenterer som landsholdsspillere et særdeles Rusland-kritisk dansk forbund samtidigt med at de er ansat i en russisk klub, der er sat udenfor det gode selskab.
Cykling. Arrangørerne bag Tour of Norway har besluttet sig for at tilbagetrække invitationen til det russiske hold Gazprom-Rusvelo. »Det er utænkeligt at have dem på startstregen, når de er finansieret af de samme, som finansierer det, Vladimir Putin er i gang med i Ukraine«, siger løbschef Roy Hegreberg ifølge Ritzau til norsk TV 2.
Fodbold. Premier League-klubben Leeds har hyret amerikanske Jesse Marsch som ny cheftræner. Jesse Marsch har senest arbejdet i tyske Leipzig og tager over efter argentineren Marcelo Bielsa.
Håndbold. Hverken Rusland eller Hviderusland kommer til at have hold, dommere eller kampledere med i Det Europæiske Håndboldforbunds (EHF) turneringer i den kommende periode. Det har forbundet mandag slået fast.
Fodbold. Superligaklubben OB har fyret assistenttræner Peter Feher. OB nedlægger også stillingen som sportschef, og derfor mister klubikonet Michael Hemmingsen sit job.
Fodbold. De danske fodboldlandshold kommer ikke til at spille mod Rusland, som situationen er nu efter den russiske invasion af Ukraine. Det meddeler Dansk Boldspil-Unions (DBU) direktør, Jakob Jensen. »Vi står skulder ved skulder med de forbund, som har meldt, at de ikke vil spille mod Rusland«, siger Jakob Jensen til Ritzau. »Om blot tre uger vil Polen og måske Tjekkiet eller Sverige skulle spille en fodboldkamp mod Rusland (i VM-playoffs, red.). Det giver ingen mening, ej heller hvis det er på neutral bane eller under neutralt flag. Som situationen er lige nu, er Rusland en stat, som har lavet en uhørt aggressiv invasion af et frit og uafhængigt Ukraine«.
De danske herrelandshold er allerede kvalificeret til VM i Qatar, men problemstillingen kan blive aktuel for damelandsholdet, som er i VM-kvalifikationsgruppe med Rusland. Danmark står til at skulle møde Rusland til september, men allerede om få uger rykker problemet helt tæt på DBU. Det danske U17-landshold for piger står til 19. marts at skulle møde Rusland i en turnering på dansk grund, mens U19-herrelandsholdet 29. marts skal møde Rusland i en turnering i Spanien. Men det kommer ikke til at ske. »Man kan selvfølgelig ikke sige, at nogle andre ikke skal spille, og så spiller man selv«, siger Jakob Jensen om den forestående U19-kamp, med henvisning til at det gælder samtlige danske landshold. Han mener, i tråd med udmeldingen fra Danmarks Idrætsforbund (DIF), at Rusland bør udelukkes fra al international sport, som situationen er lige nu.
Para-OL. Danmarks eneste deltager ved de kommende paralympiske lege, 21-årige Adam Nybo, der konkurrerer i alpin sitski, er umiddelbart inden sin afrejse testet positiv for coronavirus. For at rejse ind i Kina og deltage i vinter-PL skal Adam Nybo teste negativ fire dage i træk. Parasport Danmarks sportslige ledelse vurderer, at Adam Nybo senest skal ankomme i Beijing den 8. marts, hvis danskerens deltagelse skal give mening. Storslalom og slalom, som Nybo skal deltage i, afvikles henholdsvis 10. og 12. marts.
Fodbold. Dino Zoff, den italienske målmandslegende, runder i dag 80 år. Zoff blev i 1982 den ældste verdensmester, da han som kaptajn førte ’Gli Azzurri’ til titlen efter en sejr på 3-1 over Vesttyskland i finalen. I alt spillede Zoff 112 landskampe for Italien, som han senere blev landstræner for.
Håndbold. De danske verdensmestre skal i aktion for første gang siden EM i januar, når det gælder Golden League på hjemmebane i marts. Landstræner Nikolaj Jacobsen har udtaget en trup på 19 spillere, og han har valgt at give en lang række stamspillere pause. I stedet er der comeback til blandt andre Anders Zachariassen, Casper U. Mortensen og Michael Damgaard og så kan 20-årige Thomas Arnoldsen fra Skanderborg-Århus Håndbold få debut. Danmark møder i turneringen 17.-20. marts Norge, Spanien og Frankrig.
Fodbold. Den legendariske italienske målmand Gianluigi Buffon har forlænget sin kontrakt med Parma, så den nu løber frem til 2024. Buffon er 44 år.
Håndbold. Polen Håndboldforbund vil have Det Europæiske Håndboldforbund (EHF) til at udelukke Rusland fra kvalifikationen til EM for kvinder senere på året. Polen er i kvalifikationsgruppe med Rusland, og EHF har besluttet, at alle russiske hold skal spille deres hjemmekampe på neutral grund indtil andet bliver besluttet. Polen skriver i et brev til EHF, at al kontakt med Rusland skal afbrydes, og at der altså ikke skal spilles kampe - heller ikke på neutral grund.
Fodbold. Schalke 04, der spiller i den tyske 2. Bundesliga, opsiger sit trøjesponsorat med det statslige russiske gasselskab Gazprom mere end tre år før kontrakten udløber. Ifølge nyhedsbureauet AFP er det en lukrativ aftale, der bliver sagt farvel til. Schalke modtog årligt ni millioner euro (ca. 67 millioner kroner) fra Gazprom. Samtidigt rapporterer AP, at der er stor efterspørgsel efter nye Schalke-trøjer uden den tidligere russiske sponsors navn på.
Håndbold. Mathias Gidsel og Niklas Landin er blandt de fem spillere, der er nomineret til verdens bedste i 2021. Det skriver Det Internationale Håndboldforbund, der står bag afstemningen, på sin hjemmeside. De tre øvrige er spanske Alex Dujshebaev, franske Ludovic Fabregas og svenske Jim Gottfridsson. Gidsel og Landin blev i 2021 begge verdensmestre med Danmark, ligesom de vandt sølv ved OL i Tokyo. I 2019 vandt Niklas Landin prisen.
Fodbold. Fremad Amager, der spiller i 1. division, er få dage fra at måtte indgive konkursbegæring, skriver bold.dk. Spillere og andre ansatte har ikke fået udbetalt løn mandag, og klubben er nu i kamp med tiden for at få tilført ny kapital. I december blev den amerikanske tech-millionær Josh Wallace præsenteret som ejer af klubben, men han har ikke kunnet leve op til de økonomiske forpligtelser, parterne indgik ved den lejlighed, fortæller Fremad Amagers administrerende direktør Allan Ravn til bold.dk.
Motocross. Thomas Kjer Olsen åbnede sæsonen i MX1-klassen med en 8.- og 10. plads, hvilket samlet gav en 8. plads på Matterley Basin-banen i England.
Fodbold. Polen og Sverige raser over, at Det internationale Fodboldforbund (Fifa) ikke udelukker Rusland, men i stedet har dekreteret, at det krigsførende land skal spille de kommende VM-kvalifikationskampe på neutral grund og under navnet Det Russiske Fodboldforbund. »Fifa’s beslutning er uacceptabel for os. Med henblik på krigen i Ukraine er vi ikke interesseret i sådan en kamp. Vores standpunkt er det samme: Polens landshold vil ikke spille mod Rusland i playoff-kampene - uanset navnet på det russiske hold«, skriver præsidenten i det polske fodboldforbund, Cezary Kulesza, på Twitter. Og Sverige er heller ikke tilfreds. »Vi er selvfølgelig ikke tilfredse med Fifa’s beslutning. Vi havde sammen med vores fodboldvenner i Polen og Tjekkiet forventet, at Fifa ville forsikre os, at Rusland ikke vil komme til at spille de kommende playoff-kampe i marts«, siger bestyrelsesformanden i det svenske fodboldforbund, Karl-Erik Nilsson, til Expressen.
Fodbold. Flere fodboldlandshold slutter sig nu til listen over nationer, der nægter at møde Rusland på grønsværen i den nærmeste fremtid efter russernes invasion i Ukraine. Blandt andet melder Wales, England og Norge ud, at man ikke vil stille op til kampe mod Rusland på noget niveau den kommende tid. »Wales’ fodboldforbund står sammen med Ukraine og føler sorg og chok over den seneste udvikling i landet«, skriver forbundet på sin hjemmeside ifølge Ritzau. Wales er dermed den fjerde nation af de 12 i playoffkampene, som viser sin støtte til Ukraine ved at nægte at møde Rusland. I forvejen havde Sverige, Tjekkiet og Polen sendt samme melding. Wales kan dog ikke møde Rusland der.
Håndbold. Selv om der resterer tre runder af grundspillet i kvindeligaen, er Holstebro efter 13 sæsoner i den bedste række sikker på at rykke ud. Det står klart efter et nederlag på 29-21 til Aarhus United. »Det er en sort dag, og jeg er megaked af det. Vi havde slet ikke regnet med det inden sæsonstarten. På papiret har vi jo et hold, der måske kunne kæmpe om at komme med i slutspillet. Vi er bare vildt kede af det«, siger højreback Emma Laursen til Dagbladet Holstebro-Struer.
Tennis. Ukraines tennisforbund opfordrer Det Internationale Tennisforbund til at udelukke Rusland og Hviderusland fra alle aktiviteter i sporten. Opfordringen kommer efter den russiske invasion af Ukraine i sidste uge.
Fodbold. Med samme pointtal som AC Milan er Napoli efter søndagens sejr på 2-1 over Lazio nyt tophold i den italienske Serie A. Inter er to point efter, men er noteret for en kamp færre. Napoli har ikke vundet mesterskabet siden 1990.