0
Læs nu

Du har ingen ulæste gemte artikler

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til dine gemte artikler, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er gemt Du har ulæste artikler blandt dine gemte artikler

VM-lodtrækning: Her er drømmegruppen, mareridtet og den bløde mellemvare. Hvordan ser din favoritgruppe ud?

Fredag aften trækkes der lod til VM-slutrunden i fodbold i Qatar. Giv dit bud på Danmarks drømmegruppe nederst i artiklen, og vind en præmie.

Der er 235 dage til den kontroversielle VM-slutrunde i fodbold i Qatar, men allerede længe inden der er kickoff i åbningskampen 21. november på Al Bayt Stadium, hvor Qatar-værterne er det ene hold, udløses en ikke helt uvæsentlig del af VM-spændingen.

Fredag kl. 18 trækkes der nemlig lod til de otte indledende grupper og knockoutfasen frem mod spillets ultimative kamp: VM-finalen på Lusail Iconic Stadium 18. december.

Det danske landshold er seedet i andet lag og det er derfor på forhånd givet, at det ikke bliver til indledende gruppekampe mod Holland, Mexico, Tyskland, USA, Schweiz, Uruguay og Kroatiens viceverdensmestre.

Landstræner Kasper Hjulmands holds tre indledende modstandere er derfor begrænset til at skulle findes i en gruppe på 24 hold med relativ stor styrkeforskel, for ingen kan med troværdighed hævde, at 7 af de 8 topseedede nationer i lag et ikke er mindst ét niveau over VM-debutanterne fra Qatar. I første seedningslag med fem tidligere verdensmestre står Brasilien, Belgien, Frankrig, Argentina, England, Spanien og Portugal i skærende kontrast til VM-værterne.

Seedningslag tre er en broget flok bestående af Senegal, Iran, Japan, Marokko, Serbien, Polen, Sydkorea og Tunesien, mens fjerde seedningslag indeholder flere ubekendte faktorer.

Det er nemlig kun fem af otte hold i fjerde lag, der har kvalificeret sig til den første VM-turnering, der ikke afvikles i sommerhalvåret. Canada, Cameroun, Ecuador, Saudi-Arabien og Ghana får selskab af vinderne af den sidste europæiske playoff – Wales/Skotland/Ukraine – som grundet krigen i Ukraine har fået udsat afgørelsen til juni, hvor også de to interkontinentale playoffkampe afvikles.

Peru skal møde enten Australien eller Forenede Arabiske Emirater, mens Costa Rica skal prøve kræfter med New Zealand om en plads ved VM. Kampene spilles i Qatar 13. og 14. juni, hvor VM-feltet så vil være komplet.

Pres på landsholdet

VM-slutrunden i Qatar er den sjette for det danske landshold siden debuten i Mexico i 1986. Det bedste danske resultat kom i 1998, da holdet nåede kvartfinalen og tabte 3-2 til Brasilien. Ved VM i Qatar vil der være endnu større forventninger til de rød-hvide, der nåede EM-semifinalen sidste sommer og vandt ni af ti kvalifikationskampe.

En Voxmeter-undersøgelse foretaget for Ritzau, kort efter det danske landshold sikrede sig VM-kvalifikationen sidste efterår, viste, at 11,6 procent af de 1.001 repræsentative respondenter svarede, at VM kun kan kaldes en succes, hvis holdet kommer hjem med guldtrofæet! Yderligere 6,6 procent havde en finaleplads som succeskriterium, mens 17,8 procent havde en plads i semifinalen som målestok for succes. Med Christian Eriksen tilbage i fulde omdrejninger kan det meget vel tænkes, at det folkelige succeskriterium er blevet strammet yderligere.

Men hvordan når det danske landshold så langt som muligt ved VM?

Et urokkeligt første pejlemærke er lodtrækningen til gruppespillet. Hvilke hold skal man frygte mere end andre? Hvem kan Danmark slå selv på en dårlig dag? Og hvilke nationer skal landsholdet helst undgå?

Med afsæt i de fire seedningslag giver sportsredaktionen her et bud på tre mulige indledende grupper – drømmegruppen, mareridtet og den bløde mellemvare. Og så ender det sikkert med en helt fjerde sammensætning. Nederst kan du komme med dit bud på Danmarks drømmegruppe.

Drømmegruppen

Qatar, Tunesien, New Zealand/Costa Rica

Værtsnationen Qatar er VM-debutanter og vil være under massivt pres foran eget publikum. En placering på verdensranglisten som nummer 51 er langt fra frygtindgydende. Senest 0-0 mod Slovenien og en 2-1-sejr mod Bulgarien.

Tunesien kom til VM via et selvmål af Mali i den afgørende playoffkamp og skuffede tidligere i år ved Africa Cup of Nations, hvor holdet i kvartfinalen rød ud til Burkina Faso.

Hverken New Zealand eller Costa Rica har sportsligt noget at byde på, som det danske landshold selv på en halvskidt dag ikke kan matche. Hårde tacklinger vil til gengæld flyve om ørerne på typer som Christian Eriksen og Andreas Skov Olsen.

Mareridtet

Brasilien, Polen, Cameroun

Brasserne har efter alle tiders mest suveræne kvalifikation i Sydamerika overtaget førstepladsen på verdensranglisten fra Belgien og spillermaterialet taler for sig selv.

Polen måtte gennem playoff mod Sverige for at komme med og har i Robert Lewandowski en af spillets mest træfsikre angribere, der i sig selv løfter et helt hold.

Cameroun måtte gennem forlænget spilletid mod Algeriet for at komme med til VM og er et hold med enorme fighteregenskaber. Det så man også ved Africa Cup of Nations tidligere i år, da holdet vendte 0-3 mod Burkina Faso til en sejr i straffesparkskonkurrence og dermed en bronzemedalje.

Den bløde mellemvare

Portugal, Japan, Ecuador

Cristiano Ronaldo og co. blev i VM-kvalifikationens gruppespil overhalet indenom af Serbien, som Danmark i tirsdags spillede ud af Parken. Der er masser af individuel kvalitet, men også overhængende fare for at kollektivet falder med egoerne.

Japanerne indledte kvalifikationen med to nederlag, men fik styr på sagerne i en gruppe med Saudi-Arabien, Australien, Oman, Kina og Vietnam.

Ecuador er i gang med et vellykket generationsskifte, der har ført til en fjerdeplads i den sydamerikanske kvalifikation, men er mindst et niveau under Brasilien og Argentina.

Nu er det så din tur til at sammensætte din drømmegruppe.

Hvis du deltager i spøgen, som du kan dele på sociale medier med dine venner, deltager du samtidigt i konkurrencen om et gavekort på 1.000 kroner til Politiken Plus.

Annonce