Pokalfinalen 26. maj bliver et opgør mellem FC Midtjylland og OB.
Fynboerne afgjorte hurtigt retursemifinalen mod Sønderjyske hjemme i Odense.
Issam Jebalis skruede frispark i 2. minut var højdepunktet foran mwere end 12.000 tilskuere, der så en relativt ensidig affære, hvor Emmanuel Sabbi øgede midt i 1. halvleg, og Mads Frøkjær-Jensen scorede mod et passivt forsvar lige før pausen.
OB vandt 3-0 og dermed 5-1 samlet over sønderjyderne, som på søndag rykker ud af Superligaen, såfremt de taber til AGF.
Det er 15 år siden, OB senest var i pokalfinalen. I 2007 slog de FCK i finalen 2-1.
Godkendt præstation af taberne
3-0-resultatet i semifinalen kunne antyde en ensidig forestilling, men efter en tidlig OB-føring spillede Sønderjyske i store perioder en godkendt kamp. Gæsterne blev dog straffet hårdt af et effektivt hjemmehold.
Det var et frispark på kanten af feltet, der førte til OB’s føringsmål allerede i kampens andet minut. Jebali tog sig af bolden og sparkede den ind bag Sønderjyskes keeper, Nicolai Flø.
Herefter kom Sønderjyske bedre med, og gæsterne fik en kæmpe mulighed, da Jose Gallegos var alene igennem med OB-keeper Hans Christian Bernat. Men den offensive midtbaneprofil svigtede foran mål.
Gallegos var en evig kilde til uro, men ind ville bolden ikke for amerikaneren, og i stedet slog OB til i den anden ende.
Vejle levede, men Dreyers drømmehug slukkede alt håb om en plads i pokalfinalenJeppe Tverskov erobrede bolden, og efter et fint eksekveret kontrastød havnede bolden hos Sabbi, der sparkede den ind i det lange hjørne.
Det sidste mål var mere tilfældigt. Sander Svendsen sparkede på mål, men nordmanden ramte den helt skævt, og den havnede ved Frøkjær, der sikkert scorede.
Anden halvleg var en noget mere rolig affære, og det var tydeligt at se, at kampen reelt var afgjort.
Sønderjyske forsøgte at presse på, mens OB primært lukrerede på omstillinger. Men kvaliteten manglede åbenlyst hos gæsterne, der aldrig formåede at skabe spænding i opgøret.
Sønderjyderne fik dog bolden i mål et kvarter før tid, men scoringen blev underkendt for offside.
Finalen mellem OB og FC Midtjylland spilles Kristi himmelfartsdag på Brøndby Stadion.
ritzau
fortsæt med at læse




























