Det blev ikke til en gruppesejr og deltagelse ved Final 4-stævnet næste år. Men landsholdet skabte en fornem, fornem aften i Parken ved på overbevisende vis at besejre de franske verdensmestre med 2-0. Her er Politikens karakterbog.
Det var ikke helt perfekt fra Schmeichel, der trods en brækket tå har insisteret på at vogte målet i begge Nations League-kampe. Det var næppe skaden, der et par gange var ved at drive veteranen ud i lidt hasarderet boldleg i det danske opspil. Til gengæld var Nice-målmanden vanen tro en gave til den danske defensiv, når franskmændene i ny og næ fik broderet sig igennem. Og de færreste kan i denne tid prale af at have lukket helt af for superstjernen Mbappé på tre store chancer.
Den 25-årige back er blevet en fast del af landsholdet i 2022. Frankrig-kampen kunne meget vel ende med at blive det opgør, hvor han overhalede Daniel Wass og indtog rollen som førstevalg på højre back. Opgaven var en af de sværest mulige i moderne fodbold: Forsøg at stoppe Kylian Mbappe. Verdensstjernen er tæt på umulig at holde nede og kom da også til gode chancer. Men Leeds-backen gjorde med sin fightervilje og styrke livet meget sværere for Mbappe, end hvad andre forsvarsspillere formår.
Crystal Palace-stopperen er en kriger i det danske forsvar, hvilket han igen satte en fed streg under mod franskmændene. Endnu en gang leverede han en bomstærk præstation med en række veltimede indgreb og var afgørende i forbindelse med den danske scoring til 2-0, da han vandt en luftduel. Det bliver sværere og sværere for Kasper Hjulmand at se bort fra Joachim Andersen, når han skal vælge sine 11 startere til VM-åbningskampen mod Tunesien.
