Med Napoli videre er der for første gang siden 2006 tre italienske klubber i kvartfinalerne i Champions League.

På en italiensk jubelaften gør solide Real Madrid sæsonen til Liverpools dårligste i 10 år

Med dette hovedstød bragte Victor Osimhen Napoli på sejrskurs mod Eintrachrt Frankfurt uden den skadede Jesper Lindstrøm. Foto: Tiziana Fabi/Ritzau Scanpix
Med dette hovedstød bragte Victor Osimhen Napoli på sejrskurs mod Eintrachrt Frankfurt uden den skadede Jesper Lindstrøm. Foto: Tiziana Fabi/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

I december røg Liverpool som forsvarende vinder ud af ligacuppen i 4. runde med et nederlag til Manchester City, Brighton sendte i januar Liverpool ud af FA Cuppen, hvor Anfield-holdet var forsvarende vinder, og nu har Real Madrid med endnu en 1-0-sejr sendt sidste års finalemodstander ud af Champions League i ottendedelsfinalen.

Liverpool kan således koncentrere sig om Premier League, hvor Jürgen Klopps hold har været i top-4 i de seneste seks sæsoner, men nu har 24 point op til førerholdet Arsenal fra en beskeden 6.-plads.

Parametrene kan vendes og vrides, men det ligner den dårligste sæson for Liverpool i ti år, og efter et par år med tre kvartfinalister har Premier League desuden kun to hold i hatten, Manchester City og Chelsea, når der på fredag trækkes lod til dette års kvartfinaler.

Til gengæld er Serie A for første gang siden 2006 repræsenteret med tre klubber, efter topholdet Napoli på overbevisende manér gjorde arbejdet færdigt mod Eintracht Frankfurt.

Med en sejr på 3-0 og sammenlagt 5-0 fuldendte Napoli en italiensk opvisning i ottendedelsfinalerne, hvor AC Milan sendte Tottenham ud med 1-0 hjemme og 0-0 ude og FC Inter kopierede bedriften med de samme resultater mod FC Porto.

Seks kampe med italiensk deltagelse og en sammenlagt målscore på 7-0.

Nigerianeren Victor Osimhen med et imponerende hovedstød i første halvlegs overtid og en klassisk angribermål efter pausen indledte scoringen for Napoli, og polakken Piotr Zielinski scorede på et straffespark begået mod ham selv.

Trods de færre mål i Madrid leverede Real Madrid og Liverpool en ganske underholdende kamp med 27 afslutninger, flest til hjemmeholdet, der blandt andet havde et skud på overliggeren, men med Reals føring på tre mål fra den første 5-2-kamp i Liverpool var spænding et fraværende element.

Karim Benzema blev matchvinder med en simpel scoring, da en liggende Vinicius Junior fik prikket bolden på tværs til den 35-årige franskmand, der med sin scoring nummer 89 i Champions League nu kun er 2 efter Robert Lewandowski på tredjepladsen på alle tiders topscorerlisten. Den toppes ikke overraskende af Cristiano Ronaldo med 140 foran Lionel Messi med 129.

Benzema, der i alle fem sæsoner siden Cristiano Ronaldo forlod klubben har været Real Marids topscorer, humpede efter scoringen fra banen og satte sig ved siden af 37-årige Luka Modric, der endnu en gang havde leveret en fremragende indsats, inden han blev udskiftet til stående applaus.

Deres næste opgave er ’El Clasico’ mod førerholdet FC Barcelona på søndag, hvorimod Liverpool står over for noget så usædvanligt som en kamppause på to en halv uge på grund af en weekend med FA Cup-kampe og den efterfølgende start på EM-kvalifikationen.

Fra 1. april står programmet til gengæld på tre skræmmende kampe på ni dage mod Manchester City ude, Chelsea ude og topholdet Arsenal hjemme.

Fra 11. til 19. april venter så kvartfinalerne i Champions League for Napoli, Inter og Milan (med Simon Kjær) fra Italien, Manchester City og Chelsea fra England, Bayern München fra Tyskland, Real Madrid fra Spanien og Benfica (med Alexander Bah og Casper Tengstedt) fra Portugal.

Real Madrid har siden 1997 været fast deltager i knockoutfasen i Champions League, som den spanske klub på de 25 år har vundet otte gange.

Allan Nielsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her