Første gang, jeg så Fausto Coppi, mistede jeg rygsæk og studenterhue. Jeg var kommet til Milano på tommelfingeren. Jeg havde ønsket at se Vigorelli. Det var som et pilgrimsmål for mig. Jeg, som var vant til Aarhusbanen, en god cementbane med stejle sving, hvor jeg havde oplevet uforglemmelige sprintermatcher med giganterne Joseph Scherens, Arie van Vliet, Jan Derksen og Reginald Harris og en hel generation af amatørsprintets mest lovende navne i en epoke, hvor banecykling endnu var fuld af spænding og underholdning.
Vigorelli-banen ligger i et uformeligt udflydende forstadskvarter i Milano. Men Vigorelli-banen er en af de hellige skuepladser i banecyklingens historie. Det elegante smalle ovale banelegeme af eksotisk træ. Italiensk design, når det er bedst. Halvt overdækket. Billeder fra erindringen. De store sprintermatchers katedral. Hjemmebane i 50’erne for Mario Ghella og Antonio Maspes. Men også for Fausto Coppi, som her, så tidligt som i 1942, havde sat sin mirakuløse timerekord og med et slag ført denne rekord op til en ny tid og til en ny status. Fausto Coppi, den største af alle, den mærkelige mand, som forvandlede cykelsportens store løb, ét efter ét til lysende eventyr ved at træde et trin op over de almindelige dødelige rytteres niveau og forgylde det enkelte løb med bedrifter, som slettede de eksisterende grænser. Fausto Coppi var en ener, og han var ensom i sin storhed. Fausto Coppi med sit skarpe ansigt, sin korte, kompakte torso og sine alt for lange ben. Med sit for store hjerte og brændstof i stedet for blod. Vigorelli-banen, det var den mest aristokratiske bane. Dunklere, mere mystisk, mere hemmelighedsfuld. Sådan fantaserede jeg.
