München fortæller i disse dage en flot historie om, hvor rodfæstet sport på højt plan er i Tyskland. Selv om værtsnationen spiller langt væk fra Bayerns hovedstad, valfarter publikum i stort tal nemlig til byens ikoniske Olympiahalle for blandt andet at se de danske verdensmestre i kamp ved EM-slutrunden. De tyske håndboldfeinschmeckere vil gerne se artister som Mikkel Hansen og Mathias Gidsel udfolde sig, og inderst inde har publikum måske også et ønske om at se favoritten vakle og outsideren vinde.
Foreløbig har de dog skullet kigge andre steder hen end til München for at finde overraskelserne, og overordnet set er EM i håndbold på mange måder en lukket fest med et fast klientel.


























