5 dage tilbage: Få Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Jonas Vingegaard tog sin femte sejr i årets Giro og er så godt som sikker på den samlede triumf i etapeløbet.

Vingegaard vinder sin femte etapesejr i Giroen i ensom majestæt

Foto: Luca Bettini/Ritzau Scanpix
Foto: Luca Bettini/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

For femte gang i årets Giro d’Italia smadrede Jonas Vingegaard konkurrenterne. Den danske Visma-stjerne angreb iklædt den lyserøde førertrøje tidligt på den sidste stigning og kørte alene i mål til sejren på 20. etape af den italienske grand tour lørdag.

Dermed understregede han endnu en gang sin overlegenhed i Giroen og er så godt som sikker på også at tage den samlede sejr, da der kun resterer den sidste etape i Rom.

Et udbrud på seks ryttere holdt stand til sidste stigning, men Visma-toget satte tempo, og med lidt over ti kilometer til mål tog Vingegaard sagen i egen hånd. Danskeren kørte fra feltet og hentede hurtigt de forreste. Dermed sad Vingegaard helt alene på de sidste kilometer og øgede sin føring i klassementet. Ingen kunne hente den danske stjerne, som kørte alene i mål.

Vingegaard er fem minutter foran nummer to, Felix Gall (Decathlon), før søndagens 21. og sidste etape. Etapen i den italienske hovedstad, Rom, er flad, og der er stort set intet, der kan stå i vejen for, at danskeren vinder Giro d’Italia for første gang i karrieren.

Triumfen vil fuldende et historisk hattrick med sejre i alle tre grand tours. Vingegaard har tidligere vundet Tour de France to gange og Vuelta a España én gang. Kun syv ryttere har vundet de tre største etapeløb. Ikke engang Tadej Pogačar er en del af det eksklusive selskab.

Den 29-årige dansker får dog ikke bjergtrøjen. Den sikrede Giulio Ciccone (Lidl-Trek) på en tidligere stigning på 20. etape.

Opdateres ...

Sådan forløb etapen:

Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her