Bjergkongen Michael Rasmussen har i de seneste tre år tilsyneladende kørt på ulovlig licens under bekvemmelighedsflag i Mexico og Monaco – uden at have haft hovedbopæl i nogen af landene. At danskeren lejlighedsvis har trænet i Mexico under besøg hos sin svigerfamilie, og senest har oprettet en adresse i skatteparadiset Monaco for at opnå en lavere beskatning af sine millionindtægter, er ikke en gyldig begrundelse for at udstede en cykellicens til ham i de pågældende lande. Det fastslår præsident Pat McQuaid fra Den Internationale Cykelunion, UCI, på spørgsmålet om, hvordan han definerer cykelunionens regel om, at enhver cykelrytter skal have sin hovedbopæl i det land, han ønsker at få udstedt sin licens i. »Vi har ikke nogen egentlig juridisk eller videnskabelig definition på, hvad en rytters hovedbopæl er. Men som jeg definerer reglen, skal rytteren have sin licens i det land, hvor han bor og opholder sig flest dage om året«, siger Pat McQuaid.
Hovedbopælen
UCI’s licensregel understreger, at en rytter, der ønsker at køre officielle cykelløb, skal søge om licens hos det nationale forbund i det land, hvor han på ansøgningstidspunktet har sin hovedbopæl.
Og rytteren skal være tilknyttet det pågældende lands nationale cykelforbund, indtil licensen udløber – også selv om han forinden flytter sin bopæl til et andet land. Michael Rasmussen fik i 2001 kontrakt med det professionelle danske cykelhold CSC Tiscali og to år senere med hollandske Rabobank. Til og med 2004 kørte han dog fortsat på dansk licens. Det var først, da Michael Rasmussen i 2005 fik udstedt licens af det mexicanske cykelforbund, at danskeren slog igennem som bjergkonge af Tour de France – en bedrift, han gentog i 2006, hvor han fortsat kørte på mexicansk licens. Dopingsager i licenslandet Michael Rasmussen udtalte under dette års Tour de France, at han ikke blev testet af de mexicanske antidopingmyndigheder i de to år, han kørte på mexicansk licens – og at han heller ikke i år er blevet testet i Monaco, hvor danskeren har licens for 2007. Årsagen til, at danskeren flyttede sin licens fra Mexico til Monaco, var, at Dansk Cykle Union, DCU, i fjor krævede, at han som minimum skulle have licens i et europæisk land for at komme i betragtning til det danske landshold. »Vores krav skyldes, at en eventuel dopingsag altid skal behandles i det land, hvor rytteren har sin licens«, siger direktør i DCU Jesper Worre. »Vi gik ud fra, at Michael Rasmussen så ville søge om licens i Italien, hvor han bor. Men så sagde han, at han havde fået adresse i Monaco, og det måtte vi så acceptere«. Hvor mange andre danske ryttere har licens i udlandet? »Ingen. De cykler alle på dansk licens«. Men hvis man tager UCI’s licensregel bogstaveligt, så skal alle ryttere uanset nationalitet jo have licens i det land, hvor de har deres hovedbopæl. Altså også danske ryttere i udlandet? »Det er rigtigt. Men vi har hidtil givet licens til alle danske ryttere, der på deres ansøgning har oplyst en dansk adresse. Vi kan godt lide tanken om, at danske cykelryttere kører på dansk licens. Men hvis man på verdensplan nu begynder at følge reglens nøjagtige ordlyd, så vil vi selvfølgelig også gøre det i fremtiden«, siger Jesper Worre. Lav skat og lempelig kontrol Hverken Jesper Worre eller UCI-præsident Pat McQuaid har nogen forklaring på, hvorfor Michael Rasmussen i de seneste tre år har kunnet køre på licens i Mexico og Monaco, når danskeren tilsyneladende hele tiden har boet med sin familie i en villa i byen Lazise ved Gardasøen i det nordlige Italien, hvor han også har sin cykelbutik. »Det er op til de nationale cykelforbund at kontrollere, om de ryttere, forbundene udsteder licens til, opfylder betingelsen om, at de skal have deres hovedbopæl i det land, de søger om at få licens i«, siger Pat McQuaid. Men det må vel også være i UCI’s egen interesse at kontrollere, om rytterne omgår regler, der er vedtaget af UCI? »Ja, og derfor er det også et område, vi nu kigger på, så det i fremtiden ikke bliver så nemt at flytte sin licens fra det ene land til det andet. Vi er i gang med at undersøge hele regelsættet, men det kan være svært at kontrollere professionelle cykelryttere, som jo ofte er meget mobile og træner mange forskellige steder i verden«. Hvilke fordele kan en professionel cykelrytter opnå ved at køre på licens i f.eks. Monaco? »De gør det selvfølgelig først og fremmest af skattehensyn. Men man skal altså heller ikke glemme, at der er ret gode træningsmuligheder i bjergene omkring Monaco«. Spekulerer rytterne også i, at nogle lande har et mere bekvemt forhold til doping end andre? »Der er givetvis nogle ryttere, der håber på, at f.eks. Monacos eller Mexicos cykelforbund har et mindre restriktivt syn på doping og dermed en lempeligere kontrol end eksempelvis det danske eller det italienske cykelforbund. Men de ryttere vil jeg blot minde om, at vi ifølge de internationale antidopingregler har lov til at teste alle ryttere hvor som helst, når som helst«. Værdifuld lærdom
