Russeren Vladimir Efimkin (Caisse d’Epargne) stred sig til både en flot og fuldt fortjent etapesejr samt den eftertragtede førertrøje ved det første møde med bjergene i årets Vuelta a Espana. Men set med danske øjne trænges den præstation en anelse i baggrunden. Den 185 km lange 4. etape fra Langreo til Lagos de Covadonga bød nemlig på så begejstringsmættede rød-hvide elementer, at der aftegner sig særdeles spændende perspektiver for den videre færd i den spanske cykelrundtur. Og det skyldes ikke udelukkende, at Team CSC’s forventede hovedperson i Vueltaen Carlos Sastre gjorde et overvældende stærkt indtryk ved at blive nr.6 på etapen, hvilket betyder, at han nu indtager tredjepladsen sammenlagt 1.06 min. efter Efimkin. Begynderens fantastiske ridt Men i nok så høj grad, at den danske professionelle begynder Chris Anker Sørensen endnu engang understregede, at han er i besiddelse af helt usædvanlige egenskaber. Gutten fra Hammel, der i morgen fylder 23, og som for et par uger siden markerede sig som den mest værdifulde hjælper, da holdkammeraten Jens Voigt vandt Deutschland Tour, og han selv sluttede som nr. 6, synes nu også at skulle blive manden, der yder Sastre maksimal støtte i jagten på at få opfyldt sine drømme i den tre uger lange styrkeprøve på den iberiske halvø. Chris Anker Sørensen var sammen med to andre CSC-ryttere Christian Vandevelde og Alexandre Kolobnev med i dagens tidlige udbrud, og efter programmæssigt at være blevet hentet han havde overskud til at blive siddende længe sammen med Carlos Sastre, da denne havde iværksat den afgørende satsning på finaleklatreturen op til målet i 1.110 meters højde. Sastre ekstremt overbevisende Mod slutningen måtte Chris Anker Sørensen naturligt nok slippe, men han kom i mål som nr. 11 og ligger nu på 14.-pladsen sammenlagt i et uhyre stærkt selskab. Sastre selv virkede ekstremt overbevisende på denne første alvorlige stigning i løbet. Det var ham, der iværksatte finaleangrebet i gruppen med alle favoritterne, og i den sidste ende formåede kun Leonardo Piepoli (Saunier Duval) og Denis Menchov (Rabobank) at følge ham. De sluttede sig i finalen til belgierne Stijn Devolder (Discovery Channel) og Maxime Monfort (Cofidis), der ligesom Chris Anker Sørensen havde deltaget i den tidlige offensiv. Australieren Cadel Evans (Predicto-Lotto), spanierne Oscar Pereiro (Caisse d’Epargne), José Angel Gomez Marchante (Saunier Duval) og Samuel Sanchez (Euskaltel) samt tyskeren Stefan Schumacher (Gerolsteiner) og sloveneren Janus Brajkovic (Discovery Channel) var blandt de slagne topnavne. De satte i rækkefølge henholdsvis 22. sek.,51, 1.17 min., 1.23, 4.45 og 6.15 min. til i forhold til Sastre. Det fortæller lidt om, at der i dag blev tyndet grundigt ud i klassementet og egentlig væsentligt mere, end det kunne forudses. For det var overraskende, at kun Sastre og Menchov af de udprægede favoritter fulgtes ad til sidst. Overaskende etapevinder Etapens triumfator Vladimir Efimkin var tilsyneladende ikke bundet af taktiske overvejelser. Umiddelbart virkede det overraskende, at den russiske vinder af Portugal Rundt 2005 – da repræsenterede han Team Barloworld, som tvillingebroren Alexandre gør det nu – fik lov til at satse maksimalt med Caisse d’Epargnes formodet bedste klassementsbud Pereiro og Vladimir Karpets siddende bagude. Det forekommer ekstra forbløffende, fordi Efimkin trods alt ikke er så stærk på de allerskrappeste stigninger, at han i Pyrenæerne søndag og mandag under normale omstændigheder kan måle sig med Sastre og Menchov. Men foreløbig har han åbenbart fået frit spil – og med Oscar Pereiros indsats i dag kunne noget tyde på, at Caisse d’Epargne ikke er helt på det rene med, hvem der egentlig skal satses på. Hård etape i morgen Fortsættelsen i morgen byder på anderledes, men bestemt også særdeles interessante udfordringer. De 157,4 km fra Cangas de Onis til Reinosa slutter ganske vist ikke på så eksplosiv manér, som tilfældet var på dagens etape. Men undervejs får rytterne rigeligt at se til. Således skal de over tre 2. kategoristigninger, inden de begiver sig ud på den 15,6 km lange færd op mod Puerto de la Palombera i 1.260 meters højde. Her er der tale om en bjergspurt i 1. kategori, og selv om klatreturen er forholdsvis jævn og ”kun” har en gennemsnitlig procent på 5,2, vil den utvivlsomt fremkalde markant mandefald. Fra toppen er der 21 km til mål, og det må forudses, at det er en ret lille, udsøgt skare, der skal afgøre kampen om de bedste placeringer mellem sig.