Med sin første triumf som professionel skabte tyskeren Paul Voss (Milram), der fylder 24 på fredag, den helt store overraskelse, da Volta a Catalunya i dag indledtes med en 3,6 km enkeltstart i kystbyen Lloret del Mar lidt nord for Barcelona. Den unge tysker, der i lørdags blev nr. 123 i Milano-Sanremo, tilbagelagde den korte distance i 4.57 minutter og var dermed et sekund hurtigere end amerikaneren Levi Leipheimer (Team RadioShack), mens dennes holdkammerat og sejrherrens landsmand Andreas Klöden var yderligere et sekund efter på tredjepladsen. Vandt sølv ved U 23 EM På sin egen hjemmeside angiver Paul Voss, at hans svaghed netop er opgørene mod uret, så derfor er der så meget mere grund til at forbløffes over den aktuelle præstation i uhyre skrapt selskab. Det er anden sæson, han repræsenterer Team Milram, efter at han inden havde gjort sig bemærket på mindre tyske mandskaber. Således erobrede han sølv ved U 23 europamesterskaberne i 2008, da han vandt spurten i en mindre gruppe, der kom til mål 24 sekunder efter franskmanden Cyril Gautier. Milram havde i øvrigt en forrygende dag i Spanien, eftersom et andet tysk stortalent, 20-årige Dominik Nerz, blev nr. 4 i 5.01. Godt udgangspunkt for Leipheimer og Klöden Med henblik på kampen om de endelige topplaceringer var det nok så interessant, at to af de særdeles rutinerede løjtnanter, som superstjernen Lance Armstrong – han stiller op i Critérium International i weekenden – skal støtte sig til i årets Tour de France, Levi Leipheimer og Andreas Klöden, kom så godt fra start. Naturligvis var det begrænset, hvor store tidsforskellene kunne blive på de 3,6 km, men under alle omstændigheder har amerikaneren og tyskeren sikret sig et godt udgangspunkt til den videre satsning. Af andre klassementsaspiranter klarede eksempelvis spanieren Luis Leon Sanchez (Caisse d’Epargne) og tjekken Roman Kreuziger (Liquigas) sig godt med tidstab på henholdsvis seks og otte sekunder. Fränk Schleck hæderligt fra start Ligeledes må det konstateres, at Team Saxo Banks Fränk Schleck slap hæderligt fra start i en disciplin, der bestemt ikke er hans speciale. Den 29-årige luxembourger var 15 sekunder efter Paul Voss, og det samme gjaldt for den sædvanligvis mere tempostærke tyske holdkammerat Jens Voigt. Derimod holdt lillebror Andy Schleck sig beskedent tilbage med et minus på 27 sekunder.
LÆS OGSÅ Riis' Tour-trumf kæmper med sygdom
Det danske mandskabs bedste var argentineren Juan José Haedo, hvilket understreger hvor sprinterbetonet dagens udfordring var. Haedo blev slået med 13 sekunder af vinderen.
Svære forhold i regnvejr
Af de fire danske deltagere noteredes Brian Vandborg (Liquigas) for det bedste facit. Han var 19 sekunder bagud, mens Nicki Sørensen (Saxo Bank), Martin Pedersen (Footon-Servetto) og Chris Anker Sørensen – nr. 168 af de 171 startende – tabte henholdsvis 26, 34 og 41 sekunder.
»Men det er svært at lægge ret meget i resultatet på denne enkeltstart, fordi den blev gennemført i regnvejr, og ruten dermed rummede nogle særdeles farlige sving«, fortæller Team Saxo Banks sportsdirektør Kim Andersen.
»Det betød, at ryttere der virkelig vovede at satse havde en klar fordel. Den risiko var der ingen af vore, der løb for ikke at sætte alle chancer til resten ugen. Fränk valgte at køre på almindelig cykel, og under disse forhold viste det sig at komme ham til gode, fordi han kom lettere rundt i svingene«.
Sastre i gang som nr. 75
Den tidligere Team CSC-kaptajn og Tour de France-vinder, spanieren Carlos Sastre (Cervélo), der kører sit første løb i år, blev nr. 75 med et minus på 18 sekunder, mens Ivan Basso (Liuquigas), og Denis Mentjov (Rabobank) satte henholdsvis 23 og 25 sekunder til.




























