Efter en alvorlig nedtur i fredags, hvor alle drømme om en tredje samlet sejr i WorldTour løbet Tour Down Under tilintetgjordes, var tyskeren André Greipel (Lotto-Belisol) i dag tilbage i vinderrollen i det 90 km lange gadeløb, der i Adelaide satte punktum for det australske arrangement. I suveræn stil susede den 29-årige spurtkanon jublende over stregen med australieren Mark Renshaw (Rabobank) og den italienske veteran Alessandro Petacchi (Lampre) som de nærmeste slagne rivaler. Valverde blev holdt i skak Begejstring var der ligeledes hos den to år ældre australier Simon Gerrans, der sammen med sin GreenEDGE holdkammerater sørgede for, at den tilbagevendte spanske superstjerne Alejandro Valverde (Movistar) ikke fik mulighed for at ændre på det samlede klassement. Gerrans og Valverde lå fuldstændig lige i tid inden den sidste styrkeprøve, men i regnskabet over etapeplaceringer havde australieren et klart forspring, og det handlede derfor udelukkende om, at spanieren ikke sikrede sig bare et enkelt bonussekund. Den strategi lykkedes til fulde, dels fordi udbrud undervejs ikke tillod Valverde i at blande sig i de indlagte spurter, dels fordi hverken Gerrans eller spanieren havde mulighed for at tage kampen op med de deciderede sprintere i selve finalen. Sejrede også i 2006 Det var anden gang i karrieren, Gerrans kunne lade sig hylde som triumfator i hjemlandets største etapeløb. Det skete ligeledes i 2006, da han havde lidt større afstand til konkurrenterne – syv sekunder til spanieren Luis Leon Sanchez på andenpladsen, og 14 til landsmanden og den nuværende holdkammerat Robbie McEwen som nr. 3. Etapesejre i alle de store nationale rundture Gerrans har længst demonstreret sit internationale format bl.a. ved at vinder etaper i både Tour de France, Giro d’Italia og Vuelta a Espana. Sidste år blev han også en kendt skikkelse i Danmark, idet han sluttede øverst på sejrsskamlen i Post Danmark Rundt. Det nyetablerede GreenEdge kan i høj grad takke Simon Gerrans for en vellykket sæsonstart. For to uger siden sikrede han sig det australske mesterskab, og nu har han sørget for, at Tour Down Under fik en lykkelig slutning for holdet, efter at det undervejs ikke helt havde formået at leve op til forventningerne. Greipel på kurs mod stor sæson André Greipel tog med sin tredje etapesejr afsæt til en sæson, som meget vel kan føre ham til en position som årets mest vindende rytter. Den status opnåede tyskeren i 2010, da han hjemførte i alt 21 sejre mod 11 til den daværende holdkammerat og nuværende britiske verdensmester Mark Cavendish, som først tager fat på sæsonens strabadser med sit ny Sky-mandskab i Tour of Qatar fra 5. til 10. februar. I 2010 vandt Greipel også tre etaper i Tour Down Under, men dengang føjede han også den overordnede gevinst til samlingen. Udskrevet efter brud på halshvirvel Med til at lykønske Greipel på målstregen var i øvrigt tyskerens belgiske holdkammerat Jurgen Roelandts, der måtte forlade løbe efter det voldsomme styrt i finalen på 1. etape i tirsdags. Roelandts blev indlagt på hospital i Adelaide, hvor lægerne konstaterede et mindre brud på en halshvirvel. Kvæstelsen var dog ikke værre, end at den 26-årige belgier iført en støttende halskrave efter et par dage kunne lade sig udskrive. Roelandts har fået besked på, at han ikke må træne i seks uger, men han håber at få en lidt mere opmuntrende melding, når han i morgen vender hjem, og han sætter næsen op efter at gøre comeback i Tirreno-Adriatico fra 7. til 13. marts. Saxo Banks sprinter på ottendeplads Heller ikke i gadeløbet formåede Team Saxo Bank af hævde sig afgørende. Jonas Aaen og portugiseren Sergio Paulinho var med i et længere udbrud, men det mest opmuntrende var, at den australske sprinter Jonathan Cantwell også i denne massespurt udfordrede de væsentligt mere rutinerede konkurrenter. Den 30-årige nyerhvervelse havde ellers været tæt på et alvorligt uheld, da han et par omgange før finalen tæt ved barrieren blev ramt af en tilskuers kamera. Cantwell holdt sig dog på cyklen, og efter assistance fra holdkammeraterne lykkedes det ham at fighte sig frem til en ottendeplads.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Politiken mener: Nationen betaler nu prisen for Løkkes egoisme
-
Mortens Messerschmidts krav til Troels Lund har et lille problem
-
Åbne altaner i 120 meters højde? God fornøjelse og husk sikkerhedslinen
-
Planlægningen er i gang: Sådan vil Kreml beskrive »sejren« over Ukraine
-
Elisabet Svane: Man skal være fatsvag for ikke at gennemskue Løkkes træk
-
Trump glemte at fortælle, at Saudi-Arabien satte en kæp i hjulet
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
50 år
Madklumme
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
tema




























