Australieren Mark Renshaw har gennem de seneste sæsoner høstet uvisnelig hæder på den internationale cykelscene som en uvurderlig hjælper for sin britiske holdkammerat gennem tre år på HTC-Highroad, den nuværende verdensmester Mark Cavendish. Knap så smigrende var den berømmelse Renshaw sikrede sig på 10. etape i Tour de France 2010, da han med en regulær skalle søgte at sætte newzealænderen Julian Dean ud af spillet, så Cavendish kunne komme til fadet i hovedfeltets spurt langt efter dagens sejrherre portugiseren Sergio Paulinho.
LÆS OGSÅ Tour-ledelsen smider rytter ud for bølleadfærd i spurten
Episoden takseredes som så grov, at Renshaw blev smidt ud af løbet, men han vendte siden tilbage for fuld styrke og fortsatte med at spille en betydningsfuld rolle i Cavendishs jagt på succes.
Tredje andenplads til VM-sølvvinder
Op til denne sæson skiltes deres veje, idet Renshaw valgte at sige ja tak til et tilbud fra Rabobank for at afprøve sine egne muligheder, mens verdensmesteren fra Isle of Man som bekendt foretrak fremtiden hos Sky.
I dag beviste den 29-årige australier så, at han har vinderkvaliteterne i sig, da han på den 132 km lange 4. etape i Tyrkiet Rundt fra Fethiye til Marmaris udråbtes som sejrherre efter en knivskarp duel med landsmanden og VM-sølvvinderen Matthew Goss (GreenEDGE), der dermed måtte tage til takke med andenpladsen for tredje gang i løbet.
Svært at finde vinderen også på målfoto
Ingen af de to tidligere holdkammerater turde række armen jublende i vejret, da de passerede stregen, og selv på målfotoet var det så godt som umuligt med det blotte øje at skelne, hvem der var først over den.
Juryen fandt imidlertid frem til, at pladsen øverst på podiet tilkom Renshaw, der dermed noteredes for sin første gevinst i tjeneste hos Rabobank.
Han har været tæt ved både i Tour Down Under og Tour of Qatar, men der skulle altså en tur til Tyrkiet til, før alt faldt på plads.
Blev hentet som hjælper for Cavendish
På 1. etape havde Renshaw i øvrigt udført sit gamle job, idet han hjalp holdkammerateren Theo Bos frem til sejren, og på 2. etape blev han nr. 4.
Mark Renshaw blev professionel i 2004 på Francaise des Jeux, men nåede ikke at vinde i de to sæsoner, han repræsenterede det mandskab. I 2006 skiftede han til Crèdit Agricole, hvor det på tre sæsoner blev til fire førstepladser.
Renshaw blev i 2009 hentet til Columbia-HTC med det klare formål at føre Cavendish frem til den perfekte position et par hundrede meter fra stregen, og den funktion mestrede australieren til fulde.
Vandt en etape i Post Danmark Rundt
Specielt huskes det, hvordan han på Champs-Élysées i 2009 tog så voldsom en føring frem mod mål på finaleetapen i Tour de France, at han blev en suveræn nr. 2 efter Cavendish.
I 2010 vandt Mark Renshaw 4. etape i Post Danmark Rundt i Odense, og sidste år sluttede han som samlet nr. 1 i Tour of Qatar efter en etapetriumf undervejs, ligesom han slog til på en etape i Tour of Britain.
Det indebærer, at australieren, der som så mange af sine landsmænd indledte cykelkarrieren på bane og i 2000 blev juniorverdensmester i både 1000 m på tid og holdsprint, nu er oppe på i alt ni førstepladser i pointgivende løb på landevejen.
Bulgarer forsvarede førertrøjen
Den bulgarske indehaver af førertrøjen Ivailo Gabrovski (Konya-Tokur) kæmpede som en besat og vellykket for at bevare sin position, men hvis han skal slide ligeså meget de kommende dage, kan det sagtens tænkes, at han løber ind i store problemer.
I dag var disse imidlertid begrænsede, selv om Gabrovski var næstsidst blandt de 55 ryttere, der noteredes for samme tid som Renshaw.
Denne gruppe skilte sig ud på den sidste stigning godt 10 km fra mål. Det var også her den sidste af de fire deltagere i etapens lange udbrud, italieneren Diego Caccia (Farnese Vini) blev hentet.
Bulgareren har dermed fortsat et forspring på 1.33 minut til kasakheren Alexandr Dyachenko (Astana) og 1.38 til landsmanden Danail Petrov (Caja Rural).
Niendeplads til Team Saxo Bank
Team Saxo Bank havde argentineren Lucas Sebastian Haedo over stregen som nr. 9, og det danske mandskab var i front yderligere repræsenteret af spanieren Benjamin Noval.
Egentlig sad australieren Luke Roberts også med i dette felt, men han registreredes for et beskedent minus på 16 sekunder efter at have assisteret Lucas Sebastian Haedo i finalen.
Noval er Saxo Banks bedste på 17. pladsen 3.52 minutter efter Gabrovski.
FACEBOOK




























