Dansk cykelsport har ikke just væltet sig i triumfer i denne sæson, men med Lars Baks (Lotto-Belisol) imponerende opvisning på 12. etape i Giro d'Italia som det lysende og opsigtsvækkende højdepunkt har rød-hvide pedalatleter faktisk på otte dage hjemført fire sejre i pointgivende løb på den internationale terminsliste. Dermed er Danmark registreret for i alt syv gevinster, hvilket indbringer en 23. plads på nationsranglisten.
LÆS OGSÅ Lars Bak indskriver sig i Giro-historien
Første sejr som senior
Senest var det 20-årige Mark Sehested (Blue Water Cycling), der i går slog til i spurten på den 135 km lange 4. etape fra Westport til Bundoran i det irske An Post Rás.
Sehested, der aldrig tidligere har vundet som senior, afviste i finalen polakken Marcin Bialoblocki (Node 4-Giordana), da de to dystede om sejren i et splittet felt, hvor VM-bronzevinderen i omnium, Lasse Norman, noteredes som nr. 8 med et minus på to sekunder.
Flot kollektivt arbejde lagde grunden
Det var et flot kollektivt arbejde af det Herning baserede mandskab, der gjorde det muligt for Mark Sehested at udnytte sin sprinterkvaliteter.
Han er nu også Blue Water Cyclings bedst placerede sammenlagt i det irske arrangement som nr. 8 med 19 sekunder op til den førende schweizer Pirmin Lang (Atlas), mens Lasse Norman som nr. 16 er 28 sekunder efter.
Glud & Marstrand-LRØ markerer sig stærkt
De to andre gevinster i løbet af de otte dage, er begge hentet af Glud & Martsrand-LRØ på etaper i det luxembourgske Flèche du Sud.
André Steensen lagde ud og Patrick Clausen sluttede af, og selv om det ambitiøse østjyske mandskab ikke fik indfriet satsningen på at vinde samlet for tredje år i træk, idet Lasse Bøchmann, der havde denne mulighed inden for rækkevidde, sluttede på femtepladsen, beviste Glud & Marstrand-LRØ endnu engang, at holdet hører hjemme blandt de bedste på det niveau, det opererer på.
Flot dansk forsvar af førertrøjeAndré Steensen er Danmarks mest vindende




























