Skuffet spansk stjerne sætter i vrede punktum for karrieren

Lyt til artiklen

For ottende gang sluttede den spanske veteran Oscar Freire i top 10 ved et VM, hvilket kun den belgiske legende Eddy Merckx og hollænderen Joop Zotemelk har præsteret før ham. Men denne præstation var alt andet end tilstrækkelig til at stille den tidligere tredobbelte verdensmester tilfreds. Tværtimod rasede han efter afslutningen på kappestriden i Holland over manglende støtte fra holdkammeraternes side i finalen, og det var således en Freire i vrede, der satte punktum for en professionel karriere, som har varet lige siden 1998, da han første gang optrådte ved et VM - med en 11. plads i Valkenburg.

LÆS OGSÅ Rædselssæson reddet af gylden triumf

VM-guld havde betydet en sæson mere
»Nu står det fuldstændig fast, at jeg har kørt mit sidste cykelløb«, siger den 36-årige spanier til hjemlandets medier.

»Hvis jeg var blevet verdensmester, havde jeg taget en sæson mere, men sådan skulle det ikke gå, og jeg er meget bitter over den måde, det sluttede på«.

Spanien stillede ellers på papiret med en supertrup, der foruden Freire talte fire andre kaptajner - nr. 1, 2 og 3 fra Vuelta a Espana Alberto Contador, Alejandro Valverde og Joaquim Rodriguez samt den tidligere olympiske mester Samuel Sanchez.

Flot føringsarbejde af Sanchez og Contador
Sidstnævnte og Contador leverede på den sidste af de 10 runder et forrygende føringsarbejde, som gjorde det klart, at de fuldstændig satte egne chancer til side, men det var åbenbart langt fra nok efter Freires mening.

»Den plan, der var lagt, blev slet ikke fulgt, og vi har ikke fungeret godt som hold«, fastslog Oscar Freire.

»Det var meningen, at alle skulle køre for mig, men i finalen var der absolut ingen ved min side. Der var måske nogen, der ikke kunne, men også andre, der tilsyneladende ikke ønskede at være det«.

Valverde svigtede efter Freires mening
Og Freire viger ikke tilbage for at konkretisere denne kritik.

»Valverde burde have været hos mig. Det er problemet. Jeg vidste, at den sidste omgang ville blive afgørende, og jeg følte, jeg havde benene til at vinde«, fastslår Freire.

»Valverde skulle efter min mening have ventet og ikke være gået med i angreb, da Philippe Gilbert trådte an. Alejandro kørte godt, men kun for sig selv og ikke efter taktikken. Han skulle være blevet siddende hos mi,g og efter toppen skulle vi så have sat jagten på Gilbert«.

Ingen opbakning fra den spanske boss
Oscar Freire får dog ingen opbakning fra den spanske landsholdsansvarlige José Luis de Santos.

»Alle har arbejdet for Oscar, og hvis han har følt, at han var alene, har det højst drejet sig om 300 meter«, understreger den spanske cykelboss.

»Da Philippe Gilbert angreb, kikkede Valverde efter Oscar, men denne var for langt bagude, og det ville være umuligt at få ham så langt frem, at han kunne få en chance for at vinde«.

Gilbert en værdig mester
»Belgieren var simpelthen umulig at hente, da han først havde angrebet. Det er rigtigt, at vi kørte for Oscar, da vi gik ud på sidste omgang, men det var ud fra den formodning, at en større gruppe ville komme til en spurt om medaljerne«.

»Det oplæg blev imidlertid spoleret af en exceptionel Gilbert, som blev en meget værdig mester. I den sidste ende sørgede Valverde for, at vi fik en bronzemedalje, og jeg er fuldt tilfreds med den indsats, mine ryttere ydede kollektivt«.

Contador sluttede som nr. 38

Foruden Valverde og Freire havde Spanien også Daniel Moreno med i den første gruppe.

Contador og Rodriguez fulgte som henholdsvis nr. 38 og 39 med et minus på 53 sekunder, mens Samuel Sanchez satte 1.37 minutter til.


Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her