Når det københavnske seksdagesløb skydes i gang i Ballerup Super Arena 31. januar, bliver det med den olympiske guldvinder i omnium, Lasse Norman, og en af årets danske Tour de France-helte, Michael Mørkøv, som makkere i par nr. 7. Det håber det 20-årige fynske supertalent i hvert fald bliver resultatet af det samarbejde med tidens mest vindende danske vinterbanerytter og vante deltager i den legendariske rød-hvide konstellation, der har premiere, når de to skal forsøge at erobre det danske mesterskab i parløb 28. december. DM med Mørkøv Og efter Politikens oplysninger skal det da også gå meget galt ved den lejlighed, hvis partnerskabet ikke videreføres lidt over en måned senere på Vestegnens velodrom. »Jeg har ikke fået nogen klar besked endnu fra seksdagesarrangøren Michael Sandstød, men jeg sætter da næsen op efter, at det bliver en realitet. I første omgang glæder jeg mig imidlertid til at have fået chancen med Michael Mørkøv ved DM«, fastslår Lasse Norman, der i denne weekend fortsætter sin jagt på nationale titler, som indledtes så succesrigt forrige torsdag, da han sikrede sig dannebrogstrikoten i den disciplin, som for lidt over fire måneder siden skaffede ham global berømmelse i London.
LÆS OGSÅ OL-guldvinder suveræn i kamp om DM-titel
Den mandlige elite kæmper i denne sæson om DM-medaljer i syv forskellige grene, og hvis alt går op i en højere enhed for Lasse Norman, tilkæmper han sig pladsen øverst på podiet i de seks, hvilket i givet fald vil være rekord.
Alex Rasmussen har rekorden
Den hidtidige indehaves af Alex Rasmussen, der i 2005 hjemførte fem danske mesterskaber – i pointløb, parløb, 4 km forfølgelsesløb både individuelt og for hold samt 1.000 m på tid, men pudsigt nok ikke i scratch, hvor han samme år blev verdensmester.
Ved det aktuelle DM-stævne i Ballerup, hvor også kvinder og juniorer er ude i titeldyster, gælder det i dag 15 km scratch og 4 km individuelt forfølgelsesløb, mens 1.000 m på tid og 40 km pointløb følger i morgen. Bortset fra scratch, hvor Marc Hester sejrede i 2011, men ikke stiller op denne gang, er Lasse Norman både forsvarende mester og favorit.
Hårdest modstand må Norman i samtlige opgør formodes at få af sine landsholdskolleger fra 4 km-forfølgelsesholdet, Rasmus Quaade, 22 år, Casper Folsach, 19, og Mathias Møller Nielsen, 18. De to sidstnævnte hentede henholdsvis sølv og bronze for nylig i omnium. Størst risiko for, at gulddrømmen glipper, synes der at være i scratch, hvor der er godt 20 ryttere til start.
Træthed
Lasse Norman fik en forrygende start på sæsonen med to World Cup-sejre i Glasgow for fire uger siden, og efterfølgende var han gennem et hårdt program med vinterbanestarter i Gent og Zürich, inden det gjaldt den første DM-opgave.


























