Skurken fra Horsens slap fri i ny dramatisk finale

Lyt til artiklen

Efter to finaler, som ikke appellerede til hans kvaliteter, var den tyske spurtkonge André Greipel (Lotto-Belisol) i dag tilbage i sit rette element på den km 126,5 km lange 4. etape i Tour Down Under fra Modbury til Tanunda. En ny flot opvisning af holdkammeraterne i den afsluttende fase gjordet det nemlig muligt for sidste sæsons mest vindende aktør på den internationale cykelscene at lade sig hylde for den anden gevinst i den 15. udgave af det australske WorldTour arrangement. Massestyrt i spurten Den 30-årige Greipel afviste på de sidste meter skurken fra Giro d'Italia etapen til Horsens, italieneren Roberto Ferrari (Lampre) og Team Saxo-Tinkoffs australske sprinter Jonathan Cantwell, der med tredjepladsen sikrede det danske mandskab årets første WorldTour point, mens den unge brite Andrew Fenn (Omega Pharma-Quick Step), hollænderen Barry Markus (Vacansoleil) og tyskeren Marcel Kittel (Argos-Shimano) besatte de næste positioner. Ligesom da Ferrari på dramatisk vis sidste år nedlagde den daværende britiske verdensmester Mark Cavendish i den sindsoprivende Giro-dyst på Strandpromenaden i Horsens og blev diskvalificeret for sin optræden, der gjorde ham grundigt upopulær i feltet, udviklede dagens opgør om hæder i South Australia sig uhyre dramatisk. Cirka 25 ryttere impliceredes i et styrt inden for den sidste kilometer, uden at det dog ved denne lejlighed førte til sanktioner mod italieneren, som er skiftet fra Androni Giocattoli til Lampre. Greipel sætter rekord med 13. etapesejr Den voldsomme hændelse bragte ikke Greipels triumf i fare, selv om hans vanlige tyske hjælper Marcel Sieberg blev sat ud af spillet 600 m fra mål, da kæden røg af. »En kraftig modvind de sidste to kilometer betød, at det udviklede sig til en meget nervøs og vanskelig spurt, men mine holdkammerater sørgede for at holde mig helt fremme og ude af problemer«, lød det efter sejren fra Greipel, der nu med 13 førstepladser er eneindehaver af rekorden for etapegevinster i Tour Down Under efter i tirsdags at være nået op på siden af australieren Robbie McEwen. Geraint Thomas forsvarede førertrøjen I den samlede stilling har André Greipel, der to gange tidligere har sikret sig den endelige sejr, udspillet sine rolle, og dagens strabadser medførte ingen væsentlige ændringer i kampen om førertrøjen. Den indehaves fortsat af waliseren Geraint Thomas (Sky), der har et forspring på fem sekunder til hollænderen Tom-Jelte Slagter (Blanco), seks til spanieren Javier Moreno (Movistar) og otte til belgieren Ben Hermans (RadioShack). Team Saxo-Tinkoffs Chris Anker Sørensen er stadig nr. 20 med et minus på 32 sekunder, og er kun 17 efter spanieren Gorka Izaguirre (Euskaltel) på femtepladsen inden lørdagens kongeetape fra Mc Laren Vale til Old Willunga Hill. Verdensmester i lang offensiv Dagens etape afslørede den belgiske verdensmester Philippe Gilbert (BMC) i en noget usædvanlig rolle, idet han viste regnbuetrikoten flot frem i en lang to mands offensiv sammen med den nykårede nationale U23 mester i enkeltstart Damien Howson, der i dette løb stiller op for det australske landshold. De to stak kort efter, at løbet var givet frit, og selv om deres forspring aldrig blev markant stort, fortsatte de ufortrødent og blev først hentet med otte km tilbage. Gilbert fik således for alvor prøvet benene af og dokumenteret, at han er i væsentligt bedre form end sidste sæson på samme tid.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Group 2

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her