UCI beskylder Wada-præsident for personligt hævntogt

Lyt til artiklen

Først meldte den internationale cykelunion, UCI, ud, at den er i færd med at iværksætte et samarbejde med den verdensomspændende antidopingorganisation, Wada, omkring etableringen af en sandheds- og forsoningskommission i bestræbelserne på at komme dopinguvæsenet i den krævende sportsgren til livs og give angrende synder mulighed for at opnå amnesti, hvis de går til bekendelse. Siden svarede Wada i en pressemeddelelse, at UCI i høj grad har foregrebet begivenhedernes gang ved offentligt at proklamere lanceringen af et sådant projekt, al den stund, at der absolut ingen aftale foreligger.

LÆS OGSÅ Wada og UCI i verbal krig om antidopingsamarbejde

Wada kaldte oplysningerne for både forkerte og vildledende og erklærede, at der ikke bliver tale om noget samarbejde, så længe cykelunionen handler så ensidigt og arrogant.

Tredje kapitel i den verbale krig
Og nu følger så tredje kapitel i denne føljeton om en verbal krig mellem to stormagter på den internationale idrætsscene, som egentlig langt hen ad vejen burde have fælles interesser, men helt åbenlyst har uhyre vanskeligt ved at finde hinanden.

UCI går nemlig til modangreb og skærper tilsyneladende fronten mellem parterne yderligere med endnu en pressemeddelelse, der afslører, at der eksisterer en stærkt divergerende opfattelse af handlingsforløbet i denne sag.

Samtidig offentliggør unionen den udveksling af e-mail, der har fundet sted.

Oplagte og aggressive fejlfortolkninger
»Jeg beklager dybt, at det er kommet så vidt, men jeg kan ikke tillade, at de oplagte og aggressive fejlfortolkninger, som er kommet til udtryk i Wadas seneste pressemeddelelse, står uimodsagt«, fastslår UCIs præsident Pat McQuaid i erklæringen fra cykelunionen.

»Mr. Fahey (John Fahey, præsident for Wada, red.) siger én ting i offentliggheden og noget helt andet i korrespondancen med mig. Derfor vælger UCI nu at fremlægge den kommunikation, der er foregået mellem os«.

Forbløffet over Wadas angreb

»UCI kom Wada i møde i samarbejdets ånd. Situationen indbyder til det, der er rigtigt for cykelsporten og ikke til at score politiske point eller optræde som showman«.

»UCI er forbløffet over, at Wada nu har valgt at angribe unionens vilje til at nedsætte en sandheds- og forsoningskommission, når Wada tidligere netop har krævet, at noget sådant sker«.

»Jeg opfordrer endnu engang Wadas præsident til at tilsidesætte sit personlige hævntogt mod cykelsporten og i stedet støtte UCI i kampen at fjerne dopingens svøbe«.

Om disse udgydelser tjener til at bringe parterne tættere på hinanden, kan kun tiden vise.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her