Foråret har det mindst lige så svært i Polen som i Danmark med at tvinge vinteren endegyldigt i knæ.
I går hvirvledes snefnug ind i en dyst med regn og solstråler om at få klimaovertaget, uden at en sejrherre kunne kåres. I hvert fald ikke på de kanter, hvor verdensmesterskaberne i banecykling i dag indledes. Men det kan jo sådan set også være ligegyldigt, for uanset hvordan vejrguderne arter sig, er der i den i cykelsportssammenhæng totalt ubeskrevne by Pruszkow en lille snes km vest for Warszawa skabt så ideelle rammer om velodromatleternes udfoldelser, at de næppe kunne ønskes mere optimale. Indlysende handikap Lad gå med, at landevejene i miles omkreds er så gennemhullede og overbebyrdede af tung trafik, at det forekommer nærmest livsfarligt at sende selv drevne cykelekvilibrister ud på en træningstur. Det er et indlysende handikap, som ikke kan udbedres med en investering som den, der har gjort det muligt at etablere VM-arenaen. Men inden døre i pragtpaladset – for et sådan er der virkelig tale om – er der trygt, sikkert og storslået. Og det ville egentlig ikke være så mærkeligt, hvis vi befandt os i et land, der i årevis har solet sig i forrygende cykelpræstationer. Formidabel arena Sådan er det jo imidlertid ikke i den store og stolte østeuropæiske nation. Bevares, Polen har lagt landeveje til det nu hedengangne Fredsløbet, der fremstod som en af de kommunistiske landes mest prestigemættede idrætsbegivenheder og betegnedes som amatørernes Tour de France. Og som nogen måske erindrer, høstede også dansk cykelsport overvældende hæder i den sammenhæng med sejrene til Willy Emborg i 1950, Kaj Allan Olsen i 1951, Christian Pedersen i 1952 og Eluf Dalgaard i 1954 som forrygende højdepunkter. Dengang var landevejene tilsyneladende væsentligt mere sikre end nu – til gengæld eksisterede ikke en eneste overdækket cykelbane. Og sådan har det været, indtil den nuværende VM-velodrom i Pruszkow indviedes sidste år. »Det er virkelig en formidabel arena, der er blevet bygget her. Og det er ikke alene en velodrom, men også hjemstedet for det polske cykelforbund, hvilket jeg da allerede er blevet indviet i«, siger Danmarks Cykle Unions tidligere landstræner Heiko Salzedel, der i Pruszkow skal søge at føre Storbritannien til succes. Polakkerne satser langsigtet »Der er i hvert fald langt fra de forholdsvis beskedne lokaler, som kendes fra Ballerup Super Arena. Her er der tale om et VIP-område af virkelig eksklusiv karakter, som viser, at polakkerne ikke har været bange for at spendere«. »Selv om de måske ikke henter medaljer, kan det vel sammenlignes med det skridt, Danmark tog ved at sikre sig værtskabet i Ballerup 2002. Jeg tror, alle i dansk cykelsport har erkendt, at det dengang blev en bragende dansk fiasko rent sportsligt. Siden har situationen ændret sig. Det kan den også gøre for polakkerne, der givetvis stiler frem mod OL i 2012. De har indset, at det første skridt på vejen er at skabe så optimale betingelser for rytterne som muligt. Og det må siges at være sket med denne VM-bane«, fastslår Salzwedel. At polakkerne trods en overvældende portion god vilje ikke ganske har styr på, hvordan en begivenhed af dette format skal afvikles, kom meget tydeligt til udtryk i aftentimerne, da pressechefen for den internationale cykelunion, UCI, Enrico Carpani, udfoldede sig i en regulær, blodtrykstruende, temperamentsmæssig ballonopstigning, fordi de venlige polske hjælpere ikke anede, hvordan de skulle fordele diverse kommunikéer. Vellykket dansk træning Gårsdagens danske træningsseance forløb så vellykket, at ingen rigtig havde lyst til at tale om den, fordi forventningerne søges holdt på et behersket niveau. Men en kendsgerning er det, at den OL-sølvvindende kvartet i holdforfølgelsesløb synes på direkte finalekurs. Første dansker i aktion er Daniel Kreutzfeldt i aftenens pointløb. Med OL-sjettepladsen beviste han, at han har formatet. Bortset fra den olympiske guldvinder, spanieren Juan Llaneras, der har stoppet karrieren, er de øvrige overmænd fra Beijing til stede i Pruszkow, men det afskrækker ikke Kreutzfeldt. »Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at konkurrencen bliver hård, men heller ikke om, at jeg er optimalt forberedt«, fastslår Daniel Kreutzfeldt.
