Med en stjerneparade af de aktører, der var med til at præge sidste års Tour de France, og dem, som formodes at være fremme i forreste række, når verdens største cykelbegivenhed suser hen over de hollandske, belgiske og franske landeveje i næste måned, indledes Tour de Suisse i morgen i Lugano. De schweiziske arrangører gnider sig naturligt nok i hænderne over, at idrætsgrenens uden sammenligning største trækplaster, den syvdobbelte Tour de France-vinder Lance Armstrong (RadioShack), har valgt den ni dage lange begivenhed som forberedelse til sommerens altoverskyggende opgave, der starter 3. juli i Rotterdam. Melder sig klar til Schweiz Og den 38-årige amerikaner glæder sig tilsyneladende også til den nærmest forestående udfordring, for det seneste døgns meldinger via twitter.com indikerer optimisme. »Jeg er klar til Schweiz«, lyder det således efter endnu en træningstur i terrænet omkring Nice med holdkammeraten Jaroslav Popovitj. Og Armstrongs koncentration spoleres tilsyneladende ikke af, at han torsdag også havde tid til en fem timer lang frokostseance med rockstjernen Bono fra U2, der er en af hans mange berømte venner.
LÆS OGSÅ Bono opereret - U2 udskyder 16 shows
Armstrong omgivet af stærke folk
Lance Armstrong er nu også i gode hænder, når han giver sig i kast med de schweiziske strabadser, for samtidig med, at Team RadioShack fighter indædt for at holde sloveneren Janez Brajkovic i førertrøjen i Critérium du Dauphiné, stiller det amerikanske mandskab i Tour de Suisse med en trup, der klart signalerer, at ambitionerne også her er særdeles højtflyvende.
Armstrong er således omgivet af blandt andre landsmanden Levi Leipheimer, tyskeren Andreas Klöden og sin ukrainske træningsmakker Popovitj, så der er absolut tale om et kollektiv, der hører hjemme blandt de absolut stærkeste i løbet.
Team Saxo Bank matcher RadioShack
Tættest på at matche – eller måske endda overgå – RadioShack synes Team Saxo Bank umiddelbart at være, eftersom det danske mandskabs luxembourgske Tour-trumfer Andy og Fränk Schleck har selskab af sidste års Tour de Suisse vinder Fabian Cancellara, veteranerne Jens Voigt og Stuart O’Grady, sejrherren på den afsluttende enkeltstart i Giroen, Gustav Larsson, samt danskerne Matti Breschel og Jakob Fuglsang.
Men i det hele taget oser feltet i Tour de Suisse af høj klasse. Seks fra sidste års top 10 i Tour de France er således til stede. Det drejer sig i rækkefølge om nr. 2 Andy Schleck, nr. 3 Armstrong, nr. 5 Fränk Schleck, nr. 6 Klöden, nr. 8 Christian Vande Velde (Garmin) og nr. 9 Roman Kreuziger (Liquigas).
To puster ud ovenpå Giroen
Til sammenligning tæller Critérium du Dauphiné kun to fra denne kategori, vinderen Alberto Contador (Astana) og nr. 10 Chrstophe Le Mevel (Franciase des Jeux), mens de to resterende, nr. 4 Bradley Wiggins (Sky) og nr. 7 Vincenzo Nibali (Liquigas), har sprunget de to store forberedelsesløb over efter at have haft rigeligt at gøre i Giro d’Italia.
Tour de Suisse, der er det 16. af de 26 løb, som tæller med til verdensranglisten, har deltagelse af de 18 ProTour-mandskaber plus tre fra næstbedste geled.
Sastre kæmper for at blive klar
Disse sidste er BMC, Cervélo og Vacansoleil. De to førstnævnte er uden deres kaptajner – henholdsvis den australske verdensmester Cadel Evans og Tour-kongen fra 2008 Carlos Sastre.
Begge har ligesom Wiggins og Nibali ikke brug for endnu et krævende etapeløb efter medvirken i Giroen, og for Sastre gælder det desuden, at han netop nu er travlt optaget af at få behandlet sin beskadigede ryg i håbet om at blive klar til Touren.
BMC lancerer i stedet blandt andre George Hincapie og den tilbagevendte eksverdensmester Alessandro Ballan, mens der hos Cervélo er comeback til den norske stjerne Thor Hushovd efter et brækket kraveben. Vacansoleil føres an af den italienske vinder af Luxembourg Rundt Matteo Carrara.
Lægger ud med enkeltstart i Lugano
Første styrkeprøve i Tour de Suisse er en 7,6 km lang enkeltstart i Lugano by lørdag aften med start og opløb i de idylliske omgivelser ned til søen.
Løbets kongeetape melder sig på torsdag med de 213 km fra Meringen til La Punt. Straks fra start sendes rytterne op over to bjerge i mere end 2.000 meters højde, og det højeste punkt i årets Tour de Suisse, Albulapass, 2.315 meter over havets overflade rammes i finalefasen. Fra toppen går det direkte ned til målet i La Punt.
Den samlede distance for de ni dage er på 1.351 kilometer, og der sættes punktum søndag 20. juni med en 26,9 km enkeltstart i Liestal.




























