Contador jubler inden det store slag på Alpe d’Huez

Lyt til artiklen

Ovenpå et par dages skuffelser i Critérium du Dauphiné for de seneste års suverænt bedste etapeløbsrytter Alberto Contador (Astana) fik han anledning til jubel efter den 143,5 km lange 5. etape fra Serre Chevalier til Grenoble. Ganske vist ikke på grund af egen bedrift, men Tour de France-kongen frydede sig maksimalt på kollektivets vegne, da hans 26-årige landsmand og holdkammerat Daniel Navarro førte en imponerende solooffensiv på endnu en skrap styrkeprøve i Alperne succesrigt til ende. Første sejr i karrieren Spanieren, der aldrig tidligere har prøvet at vinde, siden han i 2005 blev professionel, indledte sin satsning på etapens sidste store stigning Chamrousse. Syv km fra toppen fik Navarro grønt lys af Contador til at jagte personlig succes, og han hentede en efter en de udbrydere, der havde været i front det meste af dagen. Ved bjergspurten i 1.725 meters højde med 31 km til mål havde superstjernens vandbærer et forspring på 50 sekunder til de nærmeste forfølgere, og på den vilde nedkørsel satte han kun ubetydeligt til. 34 sekunder foran forfølgerne Italieneren Eros Cappechi (Footon-Servetto) og franskmanden Thibaut Pinot (Francaise des Jeux), som havde deltaget i det tidlige udbrud, krydsede målstregen i Grenoble som nr. 2 og 3 med et minus på 34 sekunder, mens Contador måtte vente i godt tre minutter på at kunne lykønske Navarro. Astana-kaptajnen kom ligesom indehaveren af den gule førertrøje, sloveneren Janez Brajkovic (RadioShack), i mål med hovedfeltet på godt 65 ryttere, hvor også Team Saxo Banks to unge danskere Anders Lund og André Steensen samt Thomas Vedel Kvist (Quick Step befandt sig. Etapen ændrede intet væsentligt i den samlede stilling, hvor Lance Armstrongs lærling stadig fører med 1.15 minut til amerikaneren Tejay Van Garderen (HTC-Columbia) mens Contador på tredjepladsen er 1.41 minut efter. Kongeetapen venter forude Men i morgen skal Brajkovic op til helt store svendeprøve, hvor mesteren Contador måske belærer ham om, hvad der skal til for at stryge til tops i så krævende en begivenhed som den aktuelle. Næste opgave for deltagerne i Dauphiné er nemlig løbets kongeetape, der strækker sig over 151,5 km fra Crolles til Alpe d’Huez. Og det er langt fra kun finalen op til målet på den legendariske Tour-tinde i 1.850 meters højde, som byder på ekstreme udfordringer. Inden præsenteres nemlig yderligere tre stigninger, og i alt går det opad på lidt over en tredjedel af distancen. Krævende forspil inden Alpe d’Huez Forspillet til det ultimative opgør på Alpe d’Huez tegner også til at rumme muligheder for medrivende scener. Rytterne skal således ud på den 19,5 km lange klatretur op til toppen af Col du Glandon 1.924 meter over havets overflade, og derfra går det i susende fart ned mod dalen frem mod det første af de 21 hårnålesving på den afsluttende færd op i den tynde luft.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her