Da observatørerne fra det internationale antidopingagentur, Wada, for nylig offentliggjorde en rapport om deres virke under årets Tour de France, antydedes det i en af anbefalingerne til den internationale cykelunion, UCI, at det måske ville være en idé at foretage natlige test under eksempelvis den tre uger lange franske styrkeprøve for at komme syndere til livs. Det udløste som ventet et ramaskrig blandt rytterne – faktisk var den britiske supersprinter Mark Cavendish en af de meget få, som ingen indvendinger havde – og pedalatleternes organisationer i flere forskellige lande har allerede lagt op til markante protestaktioner.
LÆS OGSÅ Stjerne til dopingjægere: Kom og sov med os
Men nu er al balladen på den front kvalt, inden det for alvor er kommet til opsigtsvækkende manifestationer.
Skal gå efter de mistænkelige ryttere
David Howman, den australske generaldirektør for Wada, har nemlig offentligt tilkendegivet, at der er tale om en ren misforståelse i spørgsmålet omkring de natlige kontroller.




























