I øjeblikket opholder Team Saxo-Tinkoffs 28 ryttere til den kommende sæson – 18 fra dette års stab og 10 nye – sig på Gran Canaria sammen med en stor del af den administrative stab til den efterhånden traditionsrige samling, der overordnet handler om at få rystet hele det danskbaserede, men stærkt udenlandsk dominerede kollektiv sammen til en helhed. Alt forberedes til endnu en optræden på højeste globale niveau i Den Internationale Cykelunions (UCI’s) WorldTour og således automatisk adgang til de mest attraktive løb med de tre store rundture og klassikerne i spidsen. Men hverken holdets ejer, Bjarne Riis, superstjernen Alberto Contador eller nogen af de øvrige på lønningslisten har vished for, at det nu også bliver tilfældet.
Læs også Bjarne Riis forbløffer med tre nye kontrakter
Netop i disse dage er UCI’s licenskomite nemlig i fuld gang med at lægge sidste hånd på værket i forbindelse med de høringer, som en række af ansøgerne er indkaldt til.
Blandt disse er også Team Saxo-Tinkoff – det er nu det officielle navn på Riis’ mandskab – og UCI har bebudet, at de første afgørelser vil foreligge i begyndelsen af næste uge, mens komiteens endegyldige godkendelse af samtlige licenser kan ventes 10. december, hvilket kun er godt en måned inden, WorldTour-serien indledes med Tour Down Under. Astana kan få problemer Stadig er der dog også taget forbehold for den tidsplan. UCI meddelte i sin seneste erklæring omkring dette punkt, at en licens kan tages op til revision, hvis et hold, der ellers allerede er accepteret, kommer ud i en situation, hvor der alligevel kan sættes spørgsmålstegn ved, om det lever op til de sportslige, finansielle og etiske krav, som skal opfyldes. Det er allerede bragt på bane, at kasakhiske Astana, der med danske Jakob Fuglsang i truppen er et af otte mandskaber, som har erhvervet licensen, pludselig kan få vanskeligheder på grund af den olympiske guldvinder Alexandre Vinokourovs forhold.




























