At den 26-årige franskmand Damien Gaudin (Europcar) er i besiddelse af glimrende tempokvaliteter dokumenterede han allerede tidligt i karrieren ikke mindst på velodromerne. Men at de ligefrem skulle række til at erhverve førertrøjen i en prestigemættet landevejsudfordring som Paris-Nice, havde de færreste vist regnet med. Ikke desto mindre var det, hvad der skete i dag, da Gaudin på den 2,9 km lange prolog i Paris forstaden Houllies var få tiendedele af et sekund hurtigere end landsmanden Sylvain Chavanel (Omega Pharma-Quick Step) og sidste års nr. 2 i den franske styrkeprøve og vinder af Post Danmark Rundt 2012, hollænderen Lieuwe Westra (Vacansoleil). Fuglsang lagde forsigtigt ud En lang række af favoritterne valgte at lægge forsigtigt fra land, hvilket også gjaldt danske Jakob Fuglsang (Astana), der som nr. 83 satte 12 sekunder til. Han kom imidlertid sikkert til vejs ende på den teknisk krævende rute, mens hans tidligere holdkammerat på RadioShack belgieren Maxime Monfort, som startede 13 minutter før den 27-årige dansker, satsede for voldsomt i et sving. Det resulterede i et dramatisk styrt og et tidstab på 42 sekunder som nr. 183 og næstsidst. Første sejr som professionel Det var Damien Gaudins første triumf i den professionelle karriere, som indledtes i 2008 på det daværende Bouygues Télecom, som nu bærer navnet Team Europcar. Også efter, at landevejen havde fået førsteprioritet blev franskmanden ved med at udfolde sig på banen, og han blev således national mester i individuelt forfølgelsesløb i 2009, som han også havde været det to gange i U 23 kategorien. Har hentet flotte resultater i Danmark Nogle af de fornemste resultater, Gaudin hidtil har præsteret på landevejen, er blevet til i Danmark, idet han i 2011 blev nr. 4 i Post Danmark Rundt og sidste år sluttede en plads længere nede. I begge tilfælde bidrog indsats på enkeltstarterne til dette facit idet han for to år siden i Helsingør besatte tiendepladsen og i 2012 i Kerteminde blev nr. 9. Har næppe nogen chance sammenlagt Trods dagens fornemme bedrift forekommer det usandsynligt, at Gaudin vil være at finde blandt de forreste, når Paris-Nice slutter på søndag. Senest i den sidste halvdel af løbet med skrappe stigninger på stribe er der udsigt til, at han vil forsvinde ud af billedet, hvorimod de to, som var tættest på ham i dag, Chavanel og Westra, i allerhøjeste grad har styrket deres favoritkandidatur i det samlede klassement. For selv om de minimale tidsforskelle, der skabtes på dagens korte distance, ikke nødvendigvis får nogen afgørende indflydelse på det endelige klassement, er det indlysende, at franskmanden og hollænderen, som på forhånd regnedes til de mulige vinderemner, har skaffet sig en særdeles gunstig udgangsposition til de fortsatte strabadser i forhold til konkurrenterne. Basso mistede 14 sekunder Også slovakken Peter Velits (Omega Pharma-Quick Step) og franskmanden Tony Gallopin (RadioShack) er med et minus på tre sekunder kommet bedre fra start end adskillige af de øvrige kandidater til topplaceringer. Af disse kan det nævnes, at portugiseren Rui Costa (Movistar) og hollænderen Robert Gesink (Blanco) satte seks sekunder til, belgieren Thomas De Gendt (Vacansoleil) 7, amerikaneren Tejay Van Garderen (BMC) 11, franskmanden Thomas Voeckler (Europcar) og sloveneren Simon Spilak (Katusha) 12 ligesom Jakob Fuglsang, italieneren Ivan Basso (Cannondale) 14 og russeren Denis Menchov (Katusha) 15. Nicki Sørensen bedste dansker Af de danske deltagere blev veteranen Nicki Sørensen (Team Saxo-Tinkoff) bedst som nr. 33 slået med 8 sekunder. Holdkammeraterne Mads Christensen, Matti Breschel, Michael Mørkøv og Anders Lund tabte henholdsvis 10, 11, 12 og 21 sekunder. Også Lars Bak (Lotto-Belisol), der gør comeback i Paris-Nice efter pause på grund af en brækket hånd, mistede 21 sekunder.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Hun havde ikke hørt fra sin kendte eksmand længe. Pludselig fortalte han alt om deres brud i populær podcast
-
Derfor irriterer værternes Bubber-sprog så mange seere
-
Bankmand i husarrest er dårligt nyt for Putin
-
Hun var et af Det Kgl. Teaters helt store navne, da hun pludselig besluttede sig for at lave noget helt andet
-
Sønderlemmende kritik: Rigsrevisionen har analyseret 346.000 henlagte sager og retter nu sønderlemmende kritik mod politiet
-
Hendes afskedssalut undrede museumsfolk
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Analyse
Leder af Sarah Skarum
AGFs mesterskab bør glæde alle, der elsker fodboldens særlige evne til at skabe rum til håb og drømme
Debatindlæg af Lauge Sigurdur Jensen
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























