Ung himmelstormer fik omsider den store triumf

Suveræn. Peter Sagan kom alene til mål og er nu oppe på seks sejre i år.
Suveræn. Peter Sagan kom alene til mål og er nu oppe på seks sejre i år.
Lyt til artiklen

For knap to måneder siden fyldte slovakken Peter Sagan (Cannondale) 23 år og burde egentlig være at betragte som en begynder i den krævende branche som professionel landevejsrytter. Den unge himmelstormer har imidlertid længst slået sit navn fast i verdenseliten, og i dag nåede han så en ny markant milepæl i karrieren, da han i den 75. udgave af WorldTour løbet Gent-Wevelgem hjemført sin første triumf i en af de mest betydende endags begivenheder på den internationale terminsliste. Kørte alene de sidste fire km Sagan blev i fredags nr. 2 efter den urørlige schweizer Fabian Cancellara (RadioShack) i Grand Prix E3 og for en uge siden noteredes han for den samme placering i Milano-Sanremo efter tyskeren Gerald Ciolek (MTN-Qhubeka), men i dag var det slovakkens tur til at spille den dominerende rolle.

LÆS MERE Outsider slog storfavorit i forrykt klassikerdrama

Sagan kastede sig med knap fire af de i alt 190 km tilbage ud i et soloangreb fra den 11-mands førergruppe gruppe, han havde befundet sig i de afsluttende 50 km, og ingen af rivalerne var i stand til at lukke hullet op til ham.

Sjette sejr i denne sæson
Med en forrygende kraftpræstation, som fejredes med en artistisk jubelgestus, da han passerede målstregen kun kørende på baghjulet, signalerede Peter Sagan med al ønskelig tydelighed, at han også er et af de varmeste bud på succes, når den nordeuropæiske klassikerserie på søndag indvarsles for alvor med Flandern Rundt.

Det var Sagans sjette sejr i denne sæson, og kun den britiske eksverdensmester Mark Cavendish (Omega Pharma-Quick Step) har vundet ligeså meget.

Ydermere underbyggede Peter Sagan den samlede WorldTour føring, han erobrede i fredags, og umiddelbart er det vanskeligt på længere sigt at ane grænserne for hans formåen.

Holdkammerat ydede væsentligt bidrag
Sloveneren Borut Bozic (Astana) sikrede sig andenpladsen med et minus på 23 sekunder ved at vinde spurten blandt Sagans tidligere følgesvende foran belgieren Greg Van Avermaet (BMC) og australieren Heinrich Haussler (IAM).

De øvrige, som deltog i det definitive udbrud, var spanieren Juan Antonio Flecha (Vacansoleil), franskmanden Matthieu Ladagnous (FDJ), østrigeren Bernhard Eisel (Sky), belgieren Stijn Vandenbergh (Omega Pharma-Quick Step), ukraineren Jaroslav Popovych (RadioShack) og costaricaneren Andrey Amador (Movistar).

Sagans polske holdkammerat Maciej Bodnar var også med næsten til mål, men slap med fem kilometer tilbage efter at have ydet sit væsentlige bidrag til kollegaens gevinst.

Forfølgerne jagtede forgæves
Bagude jagtedes indædt i den nærmeste store forfølgergruppe, men meget længe blev afstanden liggende på omkring halvandet minut, og da den først reduceres væsentlig inden for den sidste halv snes kilometer, var det alt for sent.

Team Saxo-Tinkoff kom heller ikke til at spille nogen rolle ved denne lejlighed, men Matti Breschel sad i feltet, som yderligere godt 20 sekunder bagude spurtede om placeringerne fra nr. 11 og nedefter med tyskeren André Greipel (Lotto-Belisol) var den hurtigste.

Derimod blandede Mark Cavendish sig slet ikke i den dyst.

Boonen udgik efter styrt
Omega Pharma-Quick Step, som stillede op med to favoritter i skikkelse af Mark Cavendish og sidste års sejrherre Tom Boonen, fik intet ud af dagens satsning.

Det skyldtes dels sort uheld, da Boonen styrtede lidt over 60 km fra mål og kort efter udgik, da han var håbløst bagud, dels en mærkværdig taktik.

Godt nok var det belgiske mandskab repræsenteret i det afgørende udbrud, men Stijn Vandenbergh måtte på forhånd anses for fuldstændig uden chance i en gruppe, der talte så spurthurtige folk som Sagan, Bozic og Haussler.

Derfor havde det nok været klogere hurtigt at lade Vandenbergh falde tilbage og bruge kræfterne i forsøget på at bringe Cavendish på højde med situationen, men den løsning blev aldrig valgt.

Cancellara stod af

Fredagens sejrherre i Grand Prix E3, Fabian Cancellara, var blandt dem, der valgte at udgå. Det skete nogenlunde samtidig med, at Boonen var udsat for uheld, men det kom langt fra uventet, at Cancellara valgte at spare på kræfterne med henblik på Flandern Rundt.

I øvrigt viste de alarmerende meldinger om vejrforholdene sig at være vildt overdrevne.

Arrangørerne havde valgt at afkorte ruten med 47 km, men selv om det var bidende koldt, var der aldrig optræk til tilnærmelsesvis så barske vilkår som i søndags i Milano-Sanremo.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her