Med baggrund i sæsonens hidtidige præstationer og den indsats, der de seneste dage er stillet til skue i Baskerlandet Rundt, fremstår den 28-årige australier Richie Porte (Sky) som klar favorit til at skulle hyldes øverst på podiet, når det nordspanske WorldTour-løb i eftermiddag slutter med en 24 km enkeltstart i Beasain. »Porte har de bedste kort på hånden, men lad os nu se, hvad dagen bringer«, lyder det fra Team Saxo-Tinkoffs trumf Alberto Contador, som således indikerer, at han er klar til at kæmpe til det sidste for at sikre sin danske arbejdsgiver den anden sejr i år. Porte har styrket sin position Samtidig har Contador dog også erkendt det realistiske i situationen, for mens australieren har vist forrygende fremgang fra sæsonens start, er den 30-årige spanier kun på vej mod tidligere højder, og alt taler for, at han må stille sig tilfreds med en plads på sejrsskamlen ved siden af australieren. Porte styrkede med sin overrumplende finaleoffensiv i går sin position yderligere, og han er nu ligesom colombianeren Nairo Quintana (Movistar) kun seks sekunder efter sin førende colombianske holdkammerat Sergio Henao, mens Contador og sloveneren Simon Spilak (Katusha) som nr. 4 og 5 er 10 sekunder bagud.
LÆS OGSÅ Riis' tidligere håb tager fusen på Contador
Med mindre Henao er i stand til at fremtrylle sit livs enkeltstart, må han nok se i øjnene, at det bliver vanskeligt for ham blot at holde fast i en podiedplads. Hidtil i karrieren har kampen mod klokken nemlig udgjort et alvorligt handikap for den 25-årige sydamerikaner, hvilket demonstreredes særdeles tydeligt så sent som i Volta ao Algarve for mindre end to måneder siden. Der erobrede Henao førertrøjen på næstsidste etape med finale på et bjerg, men dagen efter satte han alt over styr i kampen mod klokken og dumpede ned på en samlet 14.- plads. Richie Porte har derimod vundet de to enkeltstarter, han har deltaget i denne sæson - i Paris-Nice, hvor han også sejrede sammenlagt, samt i Croitérium International, hvor han i slutklassementet kun blev overtrumfet af sin britiske holdkammerat Chris Froome. Middelmådige resultater i denne sæson Alberto Contador vandt Baskerlandet Rundt i 2008 og 2009, og i begge tilfælde nedkæmpede spanieren også rivalerne på enkeltstarten. Endnu har han imidlertid langt fra vist tilsvarende form i år, og heller ikke i Baskerlandet Rundt har han været i stand til at vise prøver på fordums storhed, selv om han på sin naturlige klasse har hævdet sig mellem de bedste. Contador har kørt to enkeltstarter i denne sæson. I Tour de San Luis blev han nr. 13 og i Tirreno-Adriatico nr. 17, og det sender ikke umiddelbart opmuntrende signaler forud for duellen med Richie Porte. Kun 73 ryttere tilbage i løbet




























