Resultatet af gårsdagens etape i Vuelta a Espana, hvor han satte 1.41 minutter til, bekræftede klart formodningen om, at Team Saxo Banks Tour de France-helt Andy Schleck er et anseligt stykke fra det maksimale af sin ydeevne, og nu erkender han det da også selv uden forbehold: »Der er ingen undskyldning. Jeg er ikke på toppen. Jeg har ikke formen fra Tour de France. Nu er jeg her for at hjælpe Fränk«, lyder meldingen fra den 25-årige luxembourger via twitter.com. Storebror helt anderledes godt forberedt Med den flittige optræden i gadeløb i perioden efter Touren og kun en enkelt "seriøs" start i Clasica San Sebastian, hvor han stod af efter 120 km, inden Vueltaen, pegede det meget entydigt frem mod, at den spanske rundtur ikke hører til Andy Schlecks topprioriteringer.
LÆS ARTIKEL Brødrene Schleck på hver sin Vuelta-kurs
Nu er spørgsmålet så, om han kan opfylde den målsætning, som han selv skitserer – nemlig at hjælpe storebror Fränk, der synes helt anderledes forberedt til den aktuelle opgave, selv om også han kun har haft én officiel opgave for sin danske arbejdsgiver – Vattenfall Cyclassics, som han heller ikke fuldførte – siden han udgik af Touren med tredobbelt brud på kravebenet.
Spanier jagter førertrøjen
Lige nu og her synes det, som om Andy Schleck har rigeligt at gøre med at klare sig selv, og han levnes i hvert fald ikke megen ro til at komme ovenpå igen på dagens 183,8 km lange 4. etape fra Málaga til Valdepeñas de Jaén.
Atter er der udsigt til, at aktørerne med drømme om en samlet topplacering tvinges frem i forreste række i finalen.
Det kan også medføre et nyt tronskifte, og et af værtsnationens varmeste bud på den endelige sejr, VM-bronzevinderen Joaquin Rodriguez (Katusha), der blev nr. 2 i går efter Philippe Gilbert (Omega Pharma-Lotto), lægger ikke skjul på, at han har kig på belgierens nyerhvervede røde førertrøje.
Dagens etape passer Rodriguez bedre
»Etapen i dag passer mig endnu bedre end i går, hvor jeg var meget tæt på Gilbert«, fortæller Joaquin Rodriguez.
»Jeg lå lidt dårligt placeret inden finalen i Málaga, men jeg ville under ingen omstændigheder have kunnet slå belgieren, for han er hurtigere end mig«.
Er her for at vinde Vueltaen
Spanierens russiske sportsdirektør på Katusha-mandskabet, den tidligere toprytter Dmitri Konyshev, nærer også stor tiltro til sin kaptajn i dag.
»Gårsdagens etape var historien om et opgør mellem to ryttertyper, klassikerspecialisten og klatreren, og Gilbert var en fremragende vinder«, konstaterer Konyshev.
»Vi skal ikke glemme, at Joaquin er her for at slutte som nr. 1 i Vueltaen, og jeg tror, han tager et skridt i den retning allerede i dag ved at vinde etapen«.
Kuperet terræn det meste af dagen
Rytterne har cirka 30 km til at rulle trætheden fra gårsdagen ud af benene, for derefter er der resten af dagen ingen mulighed for pauser for dem, der ønsker at være med i front.
Det er ikke de vilde bjerge, der står på programmet, men et uophørligt kuperet terræn, når ruten efter den indledende færd langs kysten bevæger sig ind i landet, og det forekommer helt indlysende, at der tidligt vil blive etableret et udbrud.
Endnu en skrap finale
Efter 45 km tages hul på den første af dagens tre kategoriserede stigninger, mens den sidste melder sig godt 120 km senere. Det er her på denne ni km lange klatretur, det må formodes, at favoritterne begynder at føle hinanden på tænderne.
Fra toppen er der kun 7,8 km til mål, men når det gælder opgøret om etapesejren resterer endnu de skrappeste udfordringer.
De kommer på den sidste, meget stejle kilometer – flere korte passager på over 20 procent – op mod målet, og her er det ligesom i går de eksplosive afsluttere, der har de stærkeste kort på hånden.




























