Flandern Rundt, Milano-Sanremo, Liège-Bastogne-Liège, Paris-Roubaix. Det er alle vigtige monumenter. Hvilket der er det mest prestigiøse, afhænger af, hvilken rytter du spørger. Ens for dem alle er, at ud over et trofæ – for eksempel en brosten – og en bekræftende resultatliste, så lægges bevismaterialet hurtigt til side. VM er en anden sag. Regnbuetrøjen er på spil, ikonisk og eftertragtet. Set over en hel karriere får alle ryttertyper gerne en fair chance for at vinde den, måske lige med undtagelse af rene bjergryttere uden punch. Netop ’puncheurs’ eller udholdende sprintere favoriseres ofte. I år er ingen undtagelse.
Den danske landstræner, Lars Bonde, beskriver sværhedsgraden som værende »mellem VM i København og VM i Valkenburg«. Der er enkelte tekniske passager, et kort stykke på (pæne) brosten, og ellers er der American streetrace for resten af pengene. De korte stigninger er ikke noget problem for sprinterne. Hurdlen består i, at stigningerne alle ligger inden for de sidste fire kilometer. Det gør det tekniske stykke og stykket med brosten også. Efter 260 kilometer, så kan det mærkes. Den sidste kilometer stiger jævnt det første stykke, før det bliver ’false flat’ de sidste 600 meter. Med andre ord, så bliver der spurtet en del gange på de sidste 4 kilometer før den afgørende slutspurt.
