Som blot den tredje dansker i historien og den første efter den sejrende Bjarne Riis i 1997 tilkæmpede den 24-årige Michael Valgren (Tinkoff) sig med en eksplosiv satsning på den stejle Cauberg-stigning små to km fra mål en plads på podiet i den 51. udgave af hollandske klassiker Amstel Gold Race.
Kun italieneren Enrico Gasparotto (Wanty-Groupe Gobert), der også strøg til tops for fire år siden og i øvrigt ikke har vundet i mellemtiden, overtrumfede Valgren, da de to skilte sig ud i finalen.




























