Med den 35-årige italienske veteran Daniele Bennati (Tinkoff) og den 13 år yngre danske U23-verdensmester i enkeltstart Mads Würtz Schmidt (Virtu Pro-Veloconcept) i fælles, succesrig front formede afslutningen på den 200 km lange 1. etape fra Herning til Esbjerg i PostNord Danmark Rundt næsten som en tro kopi af talrige af styrkeprøverne i Tour de France.
Det vil sige, at en ensformig, halvkedelig dag mundede ud i eksplosiv og medrivende finale – og i det aktuelle tilfælde endda med den uhyre væsentlige forskel fra begivenhederne i Frankrig, at et dansk stortalent indtog en hovedrolle.




























