Med et eksplosivt antrit 300 m fra mål knækkede 21-årige Casper Pedersen sine tre ledsagere i det afgørende udbrud i U23-rytternes 160 km lange dyst om europamesterskabet på landevejene ved Herning og bragede uimodståeligt det sidste stykke frem mod stregen til en overbevisende guldtriumf.
Nogle længder efter fulgte franskmanden Benoit Cosnefroy, der allerede har skrevet kontrakt med WorldTour-holdet AG2R, schweizeren Max Hirschi og russeren Petr Rikunov, der lige netop undgik at blive fanget af det hidsigt jagtende felt anført af den norske verdensmester Kristoffer Halvorsen, som tydeligvis var dybt skuffet over ikke at have fået mere ud af anstrengelserne end en femteplads.




























