Med ikke færre end otte medaljer ligeligt fordelt på guld og sølv har 20-årige Niklas Larsen markeret sig som en af den globale banecyklings mest succesrige skikkelser ved de seneste to måneders internationale begivenheder på fire forskellige velodromer rundt om i verden.
Således er det ikke mindst den alsidige cykelbegavelses fortjeneste, at Danmark i de tre olympiske discipliner, som det mandlige rød-hvide banelandshold satser på - 4 km holdforfølgelsesløb, omnium og parløb - har tilkæmpet sig toppositioner på både World Cup- og verdensranglisten og dermed fyret op under forventningerne såvel til VM i den hollandske by Apeldoorn fra 28. februar til 4. marts som langsigtet ved OL i Tokyo.




























