Med en formidabel opvisning i en rutineret sprinterekvilibrists lynhurtige opfattelsesevne og snarrådige positionsskift i ekstremt højt tempo sendte den 32-årige brite Mark Cavendish (Dimension Data) i dag et bragende flot signal om, at hans exceptionelle afslutterkvaliteter lever i bedste velgående, selv om der er gået næsten et år, siden de senest bragte ham først over stregen.
I en kongespurt på den 183 km lange 3. etape i Dubai Tour fra Dubai til en anden af de syv stater i De forenede Arabiske Emirater, Fujairah, besejrede manden med de 30 triumfer i Tour de France et bredt udvalg af de rivaler, som han gennem en række sæsoner har været involveret i indædte dyster mod, og fyrede for alvor op under troen på, at han er tilbage ved fordums styrke.




























