At han ligefrem får naturlovene til at eksplodere, er måske så meget sagt. Men normerne for, hvad der er menneskeligt muligt i den krævende professionelle cykelsport, sættes i hvert fald under alvorligt pres, hver gang den spanske superstjerne Alejandro Valverde boltrer sig på raceren.
Om nøjagtigt 10 døgn, 3 dage efter Liège-Bastogne-Liège, fylder kaptajnen for det spanske storhold Movistar 38 år og har dermed nået en alder, hvor de fleste kolleger enten har indstillet aktiviteterne eller funderer seriøst over at gøre det inden for en nær fremtid.




























