Efter indtil i går blot at have været en i mængden af aktører i det store Tour de France-show, var den ambitiøst slidende gut fra Middelfart Søren Kragh Andersen sidst på eftermiddagen en af de udvalgte, der måtte udsætte hjemturen til hotellet for at optræde som en af hovedpersonerne i podieseancen og det efterfølgende interviewcirkus i området bag tribunerne, hvor medierne dagligt venter på indehaverne af løbets førertrøjer.
Dem havde Søren Kragh Andersen kæmpet sig ind iblandt, da colombianeren Fernando Gaviria, der kørte i ungdomskonkurrencens hvide trikot på denne 3. etape, ikke kunne følge med Quick-Step Floors-kollektivet i det 35,5 km lange holdløb, mens danskeren bidrog til at sikre Team Sunweb en 5. plads.




























