For tredje dag i træk står vilde tinder i Alperne på programmet, og efter debuten til La Rosière i går er det velkendte og mytiske bjerge, der tårner sig op på den 175,5 km lange 12. etape fra Bourg-Saint-Maurice til Alpe d-Huez.
Efter en forræderisk strækning på knap 30 km, hvor det går let nedad, melder den barske virkelighed sig i form af den 25,3 km lange klatretur med en gennemsnitlig procent på 6,2 op til bjergspurten – den første af dagens 3 uden for kategorierne – på Col de la Madeleine i 2.000 meters højde.



























