Mens Team Skys polske luksushjælper i Tour de France Michal Kwiatkowski fortsætter med at brillere på hjemmebane i WorldTour-løbet Polen Rundt, er hans 24-årige italienske holdkammerat Gianni Moscon sendt ud i mørket de kommende 5 uger efter at være idømt karantæne af Den Internationale Cykelunion UCI.
Den ellers stærkt kørende Moscon måtte forlade den franske kappestrid en uge inden Team Skys jubelindtog i Paris, fordi han blev smidt ud af løbet efter i hidsighed at have slået franskmanden Elie Gesbert (Fortune-Samsic) i ansigtet, da der opstod uoverensstemmelser mellem de to på 15. etape.




























