Som nr. 2.182 i Den Internationale Cykelunions officielle hierarki ud af de i alt 3.300 rangerede ryttere fremstod den 23-årige spanier Oscar Rodriguez fra wildcard-mandskabet Euskadi-Murias ikke just som det mest oplagte bud på succes, da deltagerne i Vuelta a Espana i dag på den 174,5 km lange 13. etape fra Candás til La Camperona gav sig i kast med den hidtil skrappeste udfordring i rundturen på Den iberiske Halvø.
Ikke desto mindre var det den indtil i dag ukendte spanier, der tronede på podiet som sensationel vinder efter en imponerende magtdeemonstration på den sidste km op mod målet i det vidunderligt skønne og øde bjergterræn på La Camperona i 1.600 meters højde.


























