Vinderen af årets PostNord Danmark Rundt, den tredobbelte verdensmester i cykelcross Wout van Aert, har ifølge sin advokat Walter van Steenbrugge nu fået grønt lys fra Den Internationale Cykleunion, UCI, til at finde sig en ny arbejdsgiver på landevejen i næste sæson, selv om han i slutningen af september brød den kontrakt med det belgiske selskab Sniper Cycling, som gjaldt til udgangen af 2019.
»Vi har fra UCI’s juridiske afdeling modtaget en officiel melding om, at Wout med det samme er fri til at forhandle med et nyt firmahold, så han kan være sikker på at være med fra landevejssæsonens start næste år«, siger van Steenbrugge ifølge belgiske medier.




























