4 km holdet rejste sig med suveræn sejr over Canada og kappede cirka 8 tiendedele af den danske rekord.

Fornem VM-revanche med bronze og dansk rekord

Den danske forfølgelseskvartet på vej mod bronzemedaljerne i Pruszków.
 Foto: Kacper Pempel/Ritzau Scanpix
Den danske forfølgelseskvartet på vej mod bronzemedaljerne i Pruszków. Foto: Kacper Pempel/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Udsat for truende havsnød undervejs nåede danske banecyklings flagskib, 4 km forfølgelsesholdet, stolt og magtfuldt i havn med medaljelasten i behold ved verdensmesterskaberne i Warszawa-forstaden Pruszków, da Lasse Norman, Casper Folsach, Rasmus Lund Pedersen og Julius Johansen med sejr over Canada i bronzefinalen sørgede for den ottende podieplacering - 1 gang guld, 3 sølv og 4 bronze - siden Danmarks genfødsel i den krævende tempodisciplin ved VM på Mallorca i 2007.

Bortset fra det første par omgange førte den rød-hvide kvartet over hele distancen, og sluttiden på 3.51.804 minutter markerede ikke alene en suveræn triumf mod Canada, der noteredes for 3.56.382, men også en fornem oprejsning efter den skuffende indsats mod Storbritannien onsdag aften.

De fire danskerne kappede nemlig cirka 8 tiendedele af et sekund af den danske rekord, de selv satte med 3.52.661 under World Cup-afdelingen i Saint-Quentin-en-Yvelines 19. oktober sidste år, og dermed understregede de, at de fortsat er på støt kurs mod ligeledes at være et brandvarmt bud på medaljer ved OL i Tokyo.

Hører stadig hjemme i verdenstoppen

»Det var et perfekt løb, og det eneste ærgerlige lige nu er, at vi gjorde det så dårligt mod briterne. Det skal imidlertid ikke ødelægge glæden over den måde, hvorpå de fire viste, at vi stadig hører hjemme i verdenstoppen«, siger Danmarks Cykle Unions banelandstræner Casper Jørgensen, der havde valgt at vende tilbage til opstillingen fra tidskørslen, efter at Niklas Larsen havde erstattet Julius Johansen i matchen mod Storbritannien.

»Jeg havde regnet med, at holdet ville være i stand til at slå den danske rekord, og jeg havde håbet på, at vi kunne tage kampen op mod Storbritannien, for i bund og grund vil man jo altid allerhelst vinde. Men når jeg tænker på, hvor tæt vi var på slet ikke at kvalificere os til medaljestriden, kan jeg ikke være andet end ovenud tilfreds«.

Casper Jørgernsen har hele tiden fremhævet, at Australien lige nu er en klasse bedre end alle andre, og det demonstreredes på imponerende vis, da kvartetten bestående af Samuel Welsford, Kelland O’Brien, Leigh Howard og Alexander Porter i finalen mod Storbritannien satte verdensrekord med 3.48.012 minutter - de havde selv den tidligere på 3.49.804 - mens de forsvarende mestre pressede tiden ned på 3.50.382.

Norman og Folsach har været med længst

Lasse Norman og Casper Folsach er de mest rutinerede på det aktuelle 4 km hold. Førstnævnte debuterede ved VM i 2011, Folsach året efter, og mens Lasse Norman ind imellem har koncentreret sig om landevejen, har Folsach været fast mand hele vejen igennem.

For Folsachs vedkommende er det blevet til OL-bronze samt VM-sølv i 2014 og 2018 og bronze i 2013 og 2016. Lasse Norman kan fremvise en næsten tilsvarende samling, men var ikke med sidste år i Apeldoorn.

Niklas Larsen holdt sit indtog på holdet i 2016 og havde således inden opgøret mod Canada sølv og bronze ved VM samt bronze ved OL, mens Julius Johansen hentede sin første seniormedalje sidste år i Apeldoorn, og nu er også Rasmus Lund Pedersen indehaver af en.

Amalie Dideriksen melder sig klar til omnium

Danmarks bedste kvindelig cykelrytter Amalie Dideriksen er trods sit voldsomme styrt i onsdagens scratchrace klar til at fortsætte sin deltagelse ved VM, som efter planen omfatter omnium i morgen og parløb med Julie Leth lørdag.

»Jeg har stadig smerter omkring ribbenene, og det gør også en smule ondt, når jeg trækker vejret«, fortæller Amalie Dideriksen.

»Nu stiller jeg op og ser, hvordan det går, og hvis jeg ikke kan klare det, har vi til parløbet helt friske kræfter i Trine Schmidt og Julie«.


Mogens Jacobsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her